Brostrøm: "Vi var dybt bekymrede for smitteudviklingen blandt mink"

I løbet af oktober 2020 blev Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i stigende grad bekymret for smitte på minkbesætningerne.

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm var "udtalt" bekymret over udviklingen med smittede mink i løbet af oktober 2020.

Det forklarede han i vidneskranken hos Minkkommissionen.

"Vi var i stigende grad bekymret - vi var udtalt bekymrede. Især da vi så, at smitten udviklede sig ned igennem Vestjylland og blandt både mink og mennesker", sagde han.

Ligesom de andre vidner kredsede kommissionen om, hvorvidt han var involveret i beslutningen om at aflive alle mink i Danmark.

Det afviste han med henvisning til, at det lå uden for hans styrelseskompetencer, men erkendte, at man fra Sundhedsstyrelsen i oktober langt fra var tilfreds med den indsats, der på daværende tidspunkt var lagt for dagen for at indæmme smitten hos mink.

"Vi var meget utilfredse med tempoet i den hidtige indsats. Men vi havde ikke nogen holdning til den konkrete løsning."

Han forklarede også, at bekymringen ikke kun skyldtes de muterede cluster-5 variant. Den var i overført betydning blot kirsebærret på en i forvejen uspiselig kage, som Søren Brostrøm udtrykte det - underforstået: Den havde ikke den store betydning. 

"Vi var bekymret for smitteudviklingen," sagde han og fortsatte:

"Og vi vidste heller ikke, hvornår vi ville få vaccinerne - og vi gik dermed ind i en vintersæson uden vacciner."

Søren Brostrøm forklarede også, at man efter hans mening ikke kunne have ventet nogle uger med at håndtere minksituationen.

Hans bidrag til kommissionsarbejdet kom dog ikke meget tættere på, hvem der tog beslutningerne om at aflive alle mink. Han blev selv, oplyste han, orienteret om beslutningen af daværende departementchef i Sundhedsministeriet, Per Okkels.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle