Brud i kreaturbranchen: Slagterier stopper fælles-eje af hudeforretning

Hudeselskabet Scan-Hide mister tre slagteri-medejere, herunder næstformanden, efter utilfredshed. Parterne handler stadig sammen.

Der er opbrud i kreaturbranchen. Det knap 30 år gamle andels-samarbejde om hudebehandling, Scan-Hide har slået revner og landets andetstørste kreaturslagteri Himmerlandskød har opsagt sit medlemsskab.

Det fortæller direktør i Himmerlandskød Lars Andersen til landbrugsavisen.dk

”Vi meldte os ud af Scan-Hide for et år siden. Der var nogle problematikker, hvor vi ikke kunne blive enige om tingene. Vi har siden forhandlet om, om vi kunne finde en frisk begyndelse på Scan-Hide, men det har vi desværre ikke haft held med”, siger Lars Andersen, der ellers sad på posten som næstformand i bestyrelsen for Scan-Hide indtil i fredags.

Himmerlandskød er ikke de eneste, der de seneste år har forladt Scan-Hide.

Også Skare samt det tyske Westfleisch er trådt ud af andelsselskabet efter årets generalforsamling.

Det betyder, at bestyrelsen ud over Lars Andersen blev reduceret med Westfleisch's tyske repræsentant Jürgen Thomas Peschl samt Søren Rosbjerg Andersen, der repræsenterede Skare, men siden i sommers har arbejdet for Himmerlandskød.

Tilbage er nu kun Carsten Nielsen, ejer af det sjællandske Mogens Nielsen Kreaturslagteri som ny næstformand, samt Danish Crowns repræsentanter fra ind- og udland.

Handler stadig sammen

Bruddet er dog ikke mere alvorligt, end at Lars Andersen og Himmerlandskød har indgået en halvårlig kontrakt om at Scan-Hide behandler Himmerlandskøds huder pt.

”Der er ikke noget i vejen for, at jeg kan handle med Scan-Hide. Der har bare været nogle ting, vi ikke kunne blive enige om. Men så kan man jo handle på kommercielle vilkår”, forklarer Lars Andersen.

Han ønsker ikke at gå nærmere ind i, hvad de præcise uenigheder handlede om - eller om han fortsætter med at handle med Scan-Hide.

”Der har været nogle ting, jeg synes, der skulle gøres anderledes, som vi ikke kunne blive enige om. Derfor har vi valgt at trække os ud”, slutter han.

Presset, men vigtig forretning

Scan-Hide omsatte sidste år, altså i 17/18-regnskabet, for knap 700 mio. kr. Her lå afregningen per hud på laveste niveau i syv år med kun 414 kroner stykket, mod 534 kr per hud i 2013/14.

Netop hudeforretningen er vigtig, idet den udgør en forholdsvis stor andel af kreaturnoteringen, som regel op mod 10 procent.

I ledelsesberetningen fra sidste år lød det, at man nu forventede stabile priser, omend ingen stigninger for året 18/19, der altså sluttede ved udgangen af september.

Sådan er det dog ikke gået. Direktør i Danish Crowns Beef-division Finn Klostermann har flere gange i det forgangne år udtalt, at de lave noteringer på oksekød pt. blandt andet hænger sammen med, at hudepriserne er underdrejede. Han har dog også udtalt, at han nu mener, at bunden er nået.

Danish Crown Beef og dets ind- og udenlandske datterselskaber stod sidste år med 12 mio. af de i alt 15 mio. store andelskapital i selskabet, mod 1,9 mio. til Himmerlandskød, 596.000 til Skare og 386.000 til Mogens Nielsen kreaturslagteri.

Med de nye udtrædelser af andelsselskabet bliver Danish Crowns andel endnu større.

Scan-Hide modtog i 17/18-regnskabet 1,2 mio. huder, der blev behandlet i den første del af behandlingen mod læder. Produktet fra fabrikken i Vester Skerninge på Sydfyn er halvfabrikata i lædergarvningen kaldet wet-white og wet-blue.

Landbrugsavisen.dk arbejder på en kommentar fra formand for Scan-Hide Finn Klostermann.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle