Brug for fokus på grødeskæring

Nu vil forskere fra Aarhus Universitet finde den bedste måde at lede vand i små vandløb væk fra markerne og samtidig sikre et godt vandmiljø.

Det sker i forbindelse med et fire-årigt projekt til en pris af 7 mio. kroner betalt af Promilleafgiftsfonden, som Assens Kommune har taget initiativ til og vil samarbejde også med HedeDanmark og Orbicon om.

I Organisationen Danske Vandløb hilser vi projektet velkommen. Det er på tide, at der kommer mere fokus på vandløbene, og at der skaffes databaseret viden om forskellige grødeskæringsmetoders virkning. Det er en viden, som myndigheder og landbruget har efterspurgt i mange år.

Meldingen fra projektgruppen er, at forsøgene med grødeskæring allerede i løbet af de første par år vil bidrage med viden, og det er nødvendigt. For vi har travlt. Selvfølgelig vil vi vente på forskernes dom, men omvendt er der også brug for, at man rundt omkring i de andre kommuner i landet indstiller sig på forandring. Der bruges årligt en kvart milliard kroner på grødeskæring, og det er afgørende, at vi får den optimale indsats for pengene.

En god forretning

For sagen er jo, at når grøden skæres rigtigt, er vedligehold af vandløbene en ganske god forretning for både landbruget, det øvrige samfund og for naturen.

Vi ved, at små vandløb udgør cirka 75 procent af alle danske vandløb, og skæring af grøde spiller en stor rolle for afvanding af landbrugsarealer og for vandløbenes tilstand. Vi så i efteråret, at landmændene havde svært at få klaret arbejdet i markerne, fordi de var for våde. Også husejere kom i klemme på grund af oversvømmelser. Klimaforandringerne vil koste milliarder af kroner også i fremtiden.

Mange gode eksempler

Der er brug for, at vandet ledes væk. De gode eksempler er mange: I Lindenborg Å i Nordjylland har man opnået en god vandløbstilstand ved at slå grøden helt til bund i vandløbet i en strømrende. Når behovet er der, slås det hele på en gang, så grødeskæringen virker. I Gudenåen blev der grødeskåret klogt, og vandstanden faldt med 55 centimeter. Andre talrige eksempler viser, at en klog og effektiv grødeskæring sænker vandstanden betydeligt. Herved begrænses de skader, som vand forårsager på landbrugsjorden og på bebyggelser i nærheden af vandløb i form af oversvømmede kældre og grunde.

 

I arbejdstøjet

Vi er - som forskerne - ikke i tvivl om, at der er gode muligheder for at forbedre vandmiljøet i åer og vandløb samtidig med, at vi sikrer afvanding fra markerne. Det gælder om at komme i arbejdstøjet, og Assens kommune tager nu førertrøjen. Tak for det.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle