Bugnende hvedelagre giver træghed: Foderstoffer udskyder afhentning

Et overfyldt globalt hvedemarked påvirker nu også afhentningen af korn i Danmark, lyder det fra Agromarkets.

Det kan nu også mærkes i Danmark, at kornsiloer og lagerhaller rundt i verden bugner af hvedekerner.

Danske kornsælgere oplever for tiden, at foderstofferne er tilbageholdende med at hente korn og afregne det, fordi de ikke selv kan afsætte kornet.

Det skriver analysehuset AgroMarkets i dagens Update.

- Vi får til stadighed henvendelse fra kornsælgere, der har aftalt at kornet skal afhentes senest her i januar, og at kornet skal afregnes i januar. Kornkøberne er forsvundet som dug fra solen, så foderstofferne vil helst ikke hente kornet hos køber og afregne det, lyder det fra Agromarkets.

Landmænd kan stå med risiko

Ifølge Agromarkets er foderstofferne også tilbageholdende med at afregne korn, der er oplagt hos foderstofferne, fordi de ikke selv bliver afregnet.

Ifølge Agromarkets, der rådgiver landmænd, er det ikke ligegyldigt, om man som landmand bliver afregnet til tiden, fordi risikoen dermed ligger hos landmanden, hvis en foderstof kommer i økonomiske kvaler.

En god høst i Australien er den seneste årsag til, at hvedemarkedet lige nu er fyldt op.

Men en velfungerende transport af billig hvede ud af Ukraine og billig russisk hvede er også med til at presse markedet, fordi der mangler købere til det dyrere europæiske korn.

EU-lande som Spanien og Holland har tilmed købt hvede i Sortehavet, hvilket også har lagt en dæmper på muligheden for intern eksport i EU.

Prisen for et ton Matif-møllehvede er faldet i løbet af den seneste måned og lukkede tirdag i 211 kroner per hektokilo (281,5 euro per ton).

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle