Burgerkæde tester nu planteburger 14 steder steder landet over

McDonald’s tester ny plantebaseret bøf.

Er en burger uden "rigtig" bøf noget, som danskerne vil sætte tænderne i ? Måske. I hvert fald er 
McDonald’s i Danmark i gang med den test. Som så mange andre, oplever burgerkæden en stigende interesse for plantebaserede alternativer.

Den første vegetarburger kom på menuen i 2017, og da McDonald’s i Danmark som det første marked i verden kunne sætte en vegetarburger i coinoffer-kategorien - Veggie Junior - på menuen i 2019 lå salget på 30.000 vegetarburgere om måneden.

I dag er salget steget til omkring 54.000 i snit om måneden. Det er fortsat en lille andel af det samlede burgersalg, men interessen er stigende, og der er en reel strømning mod kødfri alternativer, lyder det fra kæden. 

Burger af ærteprotein og rapsolie

McPlant er en burger med en plantebaseret bøf, og McDonald's i Danmark og Sverige er nu de første, der får lov til at teste i Europa.

Burgeren er lavet med en plantebaseret bøf lavet med bl.a. ærteprotein, rapsolie, kokosolie og ris, en sesamfrøbolle med tomat, salat, pickles, løg, mayosauce, ketchup, sennep og ost.

I de eksisterende vegetarburgere hos McDonald’s er det tydeligt, at ’bøffen’ er lavet af grøntsager. Med McPlant tilbydes nu en plantebaseret bøf, der minder mere om kød i smag og konsistens.

McPlant testes hos forbrugerne i 14 restauranter de næste måneder. Derefter afgøres det, om McPlant skal på menuen permanent.

"Det er almindelig praksis, at vi tester nye produkter for at vurdere, om de falder i danskernes smag, før vi ruller ud til hele markedet. Vi er glade for vores nuværende vegetarburgere, men er også interesserede i at vide, hvordan vores gæster tager imod et plantebaseret alternativ med en struktur og smag, der minder mere om kød",. siger Pia Tobberup, kommunikationschef i McDonald’s i Danmark.

McPlant er plantebaseret, men bøffen steges på samme plade som de almindelige bøffer, og der er ost og mayonnaise i burgeren.
 

Faktaboks

McPlant testes på menuen frem til 12. april 2021 i følgende restauranter:

Helsingør, Frederiksværk, Birkerød, Hørsholm, Frederikssund, Hillerød, Aalborg, Skalborg, Haverslev, Hjørring, Nørresundby, Frederikshavn, Thisted og Aabybro.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle