»Tag ansvar«, melder ny forening til byboere. Målet er at købe landbrug op og dyrke det bæredygtigt.
Bliv medlem af en forening for 150 kr. om måneden og vær med til at løse klimakrisen ved at dyrke landbrug.
Sådan lyder modellen bag en helt ny forening, Andelsgaarde, der stiftes 21. marts i København.
»Vi er mange forældre, der er bekymrede for vores børns fremtid, for biodiversiteten og klimakrisen. En af nøglerne til at forbinde land og by igen er, at vi som byboere skal tage ansvar«, fortæller en af de fem bagmænd, sociolog Rasmus Willig.
Ideen bag Andelsgaarde er, at man som medlem bliver medejer af et landbrug. Hvor Danmarks Naturfredningsforenings jordfond krævede et indskud på 25.000 kroner, går Andelsgaarde en anden vej.
»Det skal være så billigt, at man ikke kan sige nej. 150 kr. svarer til en streamingtjeneste«, fortæller han.
»Vi starter i det små uden at forgælde os. Vi vil købe en lille gård, og tanken er, at det også skal være et socialt sted, hvor medlemmerne kan komme og have køkkenhave«, forklarer han.
Netop det sociale aspekt er vigtigt ifølge Andelsgaarde.
»Vi kan som byboer ikke bare se Bonderøven i tv og tage på en årlig besøgsdag. Vi kommer stort set alle fra landet, men vi skal lære at forstå den natur, vi er blevet fremmed over for. Og så skal vi gøre noget ved det nærmest fjendskab, der er blevet mellem land og by. Vi bliver alle nødt til at gøre noget«, slutter han.
Faktaboks
Andelsgaarde
- Søger 500 til 1000 medlemmer.
- Medlemsskab koster 150 kr. pr. måned.
- Vil købe 3 til 10 hektar jord og plante CO2-bindende afgrøder, der skaber biodiversitet.Senere udvides dyrkningen.