Canadisk selskab skaber bekymring hos biomasseleverandører: Vil de betale for gyllen?

Jobannonce fra canadisk selskab bag biogasprojekt i Tønder foruroliger Landbrugets Biomasseleverandører. 

Landbrugets Biomasseleverandører LBBL opfordrer leverandører til et kommende biogasanlæg i Tønder, som bygges af canadiske Anaergia, til at organisere sig i en leverandørforening hurtigst muligt.

Det sker, efter at LBBL er faldet over en jobannonce, hvor det fremgår, at Anaergias ønsker til en kommende råvarechef blandt andet er at skaffe leverandører, som vil levere gratis råvarer til anlægget - eller som endda vil betale for at komme af med råvarerne til biogasanlægget.

- LBBL vil derfor stærkt opfordre de kommende leverandører til at danne en leverandørforening, så de kan stå stærkere i forhandlingen med Anaergia og ikke kommer til at forære værdierne væk i husdyrgødningen, hedder det i pressemeddelelse.

Anaergias stillingsopslag kan ses her.

Markedet har skiftet

- Vi hilser Anaergia velkommen som investor på det danske biogasmarked. Men at producere grøn biogas skal både være en forretning for investorer og for dem, der leverer råvarerne, siger Erling Christensen, formand for LBBL, i pressemeddelelsen.

LLBL indgik for nylig en aftale med biogasselskabet Nature Energy, som i følge LBBL "sætter værdi på husdyrgødning til biogas".

- Markedet har skiftet - nu skal der betales for husdyrgødning, siger Gitte Grønbæk, direktør i LBBL.

Skuffet over signal

En af dem, der har læst Anaergias jobannonce, er mælkeproducent Ingrid van den Hengel, næstformand i LandboSyd. 

Hun er selv interesseret i at levere gylle til et lokalt biogasanlæg, men hun er skuffet over det signal, hun læser ud af jobannoncen på Anaergias hjemmeside.

- Jeg læser jobannoncen sådan, at Anaergia ønsker at bruge gratis materiale eller materiale, de selv får penge for at aftage. Det er en ærlig sag, og biogasanlæg bruger jo også mange andre ting end gylle. Men der er intet som helst i annoncen, der tyder på, at de er interesseret i et samarbejde med leverandørerne - for slet ikke at tale om at betale for husdyrgødningen, siger Ingrid van den Hengel.

Direktør afviser

I Anaergia i Aabenraa afviser administrerende direktør Bo Asmussen, tidligere Envo Group, at Anaergia ikke samarbejder med landmænd, der leverer biomasse.

Ifølge direktøren er der allerede dannet en leverandørforening i Tønder, og der er indgået kontrakter med de landmænd, som skal levere til det kommende biogasanlæg.

Der er ikke behov for flere, siger Bo Asmussen.

Han ønsker ikke at kome ind på detaljer i kontrakterne, som er fortrolige, men oplyser, at det er sædvanlige kontrakter med en vis betaling i form af bonusser.

- Vi har de leverandører, vi skal bruge. Vores samarbejdspartnere er tilfredse, siger Bo Asmussen.

Bo Asmussen tilføjer, at jobannoncen, der har skabt uro, først og fremmest refererer til andre typer biomasse end husdyrgødning. Han oplyser, at  det nye biogasanlæg i Tønder ventes at stå klar i september 2022.

Ny leverandørforenig

Ingrid van den Hengel oplyser, at landmænd i Sydvestjylland 6. april forventer at holde stiftende generalforsamling i en ny, regional leverandørforening i stil med den, landmænd på Lolland-Falster og Møn har etableret.

- Det er tydeligt for mig, at hvis ikke vi landmænd står sammen, så bliver vi spillet ud mod hinanden, siger hun.

Faktaboks

  • Det canadiske selskab Anaergia opkøbte i november 2021 biogasprojektet Envo Biogas i Tønder, som Envo Group med adm. direktør Bo Asmussen stod bag. 
  • Projektet havde da været undervejs siden 2012 men byggeriet havde på det tidspunkt længe ligget stille.
  • Anaergia overtog også Envo Gruop i Aabenraa, og Bo Asmussen er fortsat adm. direktør.
  • Biogasanlægget i Tønder, som efter planen skal forsyne 29.000 husstande, forventes i følge Bo Asmussen i drift i september 2022.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle