Det danske cannabis-projekt, Spectrum Cannabis, har besluttet at placere sin produktion i Odense.
Spectrum Cannabis Denmark, som godsejerne på Møllerup er medejere af, har nu fundet en placering til Danmarks første cannabis-væksthus.
Forsknings- og produktionsanlægget på 40.000 kvadratmeter skal ligge i Odense - som jo i forvejen er kendt for gartnerier.
Spectrum Cannabis Denmark er dels ejet af den canadiskbaserede cannabisproducent Canopy Growth og Danish Cannabis, der er ejet ligeligt af godsejerparret fra Møllerup Gods samt direktøren for selskabet, Lars Thomassen.
Hvis Spectrum Cannabis opnår de nødvendige tilladelser, forventer selskabet, at de kan levere medicinsk cannabis i form af tørrede blomster, olier og soft gel kapsler i starten af januar 2018. I starten kommer produkterne fra udlandet, siden fra produktionen i Odense.
Som Landbrugsavisen.dk tidligere har forklaret - på baggrund af et interview med Spectrum Cannabis - vil produktionen være omfattet af ekstrem sikkerhed.
"Det er ligesom en bank eller en diamantmine," sagde Lars Thomassen, direktør i Spectrum Cannabis.
Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), udtaler i en pressemeddelelse fra Spectrum Cannabis Denmark:
"Vi glæder os over, at vores arbejde med at skabe et stabilt, veluddannet, og sikkert miljø fortsat trækker globale virksomheder til Odense”, siger borgmesteren.
Spectrum Cannabis Denmark skriver, at Odense er ideelt til produktion af cannabis i drivhuse dels på grund af den store drivhusindustri i området og dels på grund af den store sikkerhed for energiforsyning.
Anlægget i Odense forventes at komme til at beskæftige 125 medarbejdere, forsyne omkring 60.000 patienter i Europa. Omsætningen forventes at være på over 500 mio. kr. årligt.
"Mens vi fortsætter processen med at opnå licens til produktion af medicinsk cannabis forventer vi at importere Spectrum Cannabis produkter fra Canada", fortæller Lars Thomassen, direktør i Spectrum Cannabis.
"Det danske marked er et stabilt og attraktivt marked", udtaler Bruce Linton, formand og adm. direktør hos Canopy Growth.
"I Danmark ser vi en stærk farmaceutisk industri, en stærk tradition inden for research, en veluddannet arbejdsstyrke, stabile og attraktive energi priser. Baseret på disse grundlæggende forhold og på samarbejdet med vores partnere i Danish Cannabis, er jeg sikker på, at vi vil udbygge vores globale succes her i Danmark."