Cheføkonom: Grisepriserne bør vende senest til sommer

For nuværende skal producenterne forvente, at gevinsterne fra gode år muligvis skal holde deres økonomi kørende resten af foråret. Er priserne lave endnu længere, begynder det dog at sætte spor, lyder det fra erhvervsøkonomisk chef.

Med Danish Crowns laveste notering for slagtegrise i 18 år er det drøje tider for mange danske griseproducenter. Afrikansk svinepest har rystet et marked, hvor efterspørgslen er usædvanlig lav selv for en januar måned på grund af Covid-19.

De fleste producenter bør dog være rustede til den dårlige periode, lyder det fra Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef hos Seges. Han påpeger, at prisfaldet i øjeblikket kommer på baggrund af en periode, hvor griseproducenter har haft ganske god indtjening og har kunnet afdrage på gælden

”Erhvervet kommer ind i den her lavkonjunktur ganske robust. Derfor er der også mere at stå imod, når sådan en lavkonjunktur rammer”, siger Klaus Kaiser. 

Oveni har restbetalingen ligget på et højere niveau de senere år, så når man ser på afregningsprisen, er det ikke helt så slemt, som når man kun kigger på noteringen, påpeger Klaus Kaiser. Det afgørende bliver varigheden af lavkonjunkturen.

”Hvis lavkonjunkturen langvarigt er lige så dyb som nu, så vil det gøre rigtig, rigtig ondt. Men det er ikke det, vi forventer”, siger Klaus Kaiser.

Skal ændre sig senest til sommer

Udbud/efterspørgsel-situationen ude på verdensmarkedet er i gang med en tilpasning. Derfor forventer man hos SEGES, at tilpasningen i løbet af foråret eller sommeren giver priser, som mener om et såkaldt normalt år. Dermed får man en normalisering af situationen, hvis alt går som ventet.

”Hvis prognoserne om en normal situation senest til sommer holder stik, så vil lavkonjunkturen have varet siden sidste sommer, altså et års tid. I og med man kom robust ind i lavkonjunkturen, er der derfor også rigtig god sandsynlighed for, at langt de fleste griseproducenter vil klare sig igennem”, siger Klaus Kaiser.

 

 

Han påpeger dog på, at prisniveauet ikke må vare meget længere end forventet. Man skal længere ud end sommeren, før det for alvor går ud over mange griseproducenter, lyder analysen fra Seges.

”Producenterne mærker det nu i form af ringere likviditet, Men når det gælder almindelige sunde og robuste virksomheder, som langt de fleste er, så skal lavkonjunkturen strække sig betydeligt længere, før det overhovedet kan komme på tale at sætte spørgsmålstegn ved overlevelsesevnen”, siger Klaus Kaiser.

Europæisk produktion daler

Der er dog en række gode tegn for danske producenter i vente over de kommende måneder.

På udbudssiden ser Seges en produktionsnedgang i store dele af Europa – både i forhold til slagtegrise, smågrise og drægtige søer. Udviklingen giver færre grise på vej igennem produktionskæden og vil dæmpe udbuddet, så det bidrager til balancen.

På efterspørgselssiden vurderer Klaus Kaiser, at situationen næppe bliver værre end nu. Udover uroen i markedet på grund af afrikansk svinepest i EU lægger restriktioner afledt af Covid-19 en markant dæmper på foodservice-sektoren med restauranter, kantiner, hoteller og cafeer i en januar, der generelt altid oplever en relativt lav efterspørgsel.

”I løbet af foråret vil vejret skifte. Hvis Covid-19-smitten følger samme mønster som tidligere, vil man kunne lempe restriktionerne i foodservice sektoren, og samtidig øges forbruget af grisekød sæsonmæssigt. Begge dele vil støtte efterspørgslen efter grisekød”, siger Klaus Kaiser om forventningen om balance i markedet.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle