Cheføkonom: Usikkerhed om Brexit er ikke forsvundet

Torsdagens parlamentsvalg i Storbritannien giver tilsyneladende den konservative regering en stærk opbakning til at få gennemført skilsmissen fra EU, lyder det fredag fra Premierminister Boris Johnson.

Derved ser det ud til at Brexit bliver en realitet efter et langt og tumultarisk forløb, men usikkerheden om hvordan de fremtidige handelsvilkår er ikke afklaret endnu.

"Nu ved vi, at Brexit bliver en realitet, men usikkerheden om de fremtidige handelsvilkår er desværre ikke forsvundet. Storbritannien vil fortsat være et af fødevareklyngens vigtigste eksportmarkeder, selv om det nu står klart, at briterne endegyldigt forlader EU", siger cheføkonom hos Landbrug & Fødevarer Frank Øland i en skriftlig kommentar, og fortsætter:

"Når Storbritannien forlader EU den 31. januar, så skal de i gang med at forhandle med EU om den fremtidige handelsaftale. I overgangsperiode, som varer indtil udgangen af 2020, kan vi handle med Storbritannien på uændrede vilkår. Jeg forventer, at overgangsperioden forlænges indtil en handelsaftale er på plads. Det kan godt tage et par år".

Forventer fødevarer fritages for told

Den store udfordring bliver dog de mere komplicerede eksportforhold.

"Vi ved ikke, hvordan den fremtidige handelsaftale kommer til at se ud. Vi forventer, at de fleste fødevarer fritages for told, eller at toldsatserne bliver meget lave. Den store udfordring for danske fødevareproducenter er ikke toldsatserne, men derimod at det bliver mere kompliceret at eksportere til Storbritannien. Der skal laves eksportcertifikater, der vil være øget toldkontrol, og standarder kan afvige. Samtidig kan der komme øget konkurrence fra tredjelande (lande uden for EU)", siger Frank Øland.

Hvor hårdt konsekvenserne af Brexit kommer til at ramme fødevareklyngen er endnu svært at vurdere.

"Det er svært at vurdere, hvor hårdt Brexit kommer til at ramme fødevareklyngen. Administrative byrder og øget konkurrence kan medføre at eksport for et par milliarder vil søge mod andre eksportmarkeder. Fødevareklyngen eksporterer varer til Storbritannien for 12,5 mia.kr. om året. Det gør Storbritannien til fødevareklyngens tredjevigtigste eksportmarked efter Tyskland og Sverige", siger Frank Øland.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle