Chefkonsulent: Tag hånd om dine data og sæt turbo på de svage punkter

I DMS Dyreregistrering er Kritiske MålePunkter et visuelt og meget pædagogisk opfølgningsværktøj, som gør det nemt at involvere de ansatte i daglig produktionsopfølgning.

Af Camilla Louise Bak, chefkonsulent, Syddansk Kvæg

DMS Dyreregistrering har i de seneste år været i rivende udvikling.

I dag rummer programmet mange muligheder for dataudtræk, planlægning og opfølgning – dette ud over den, for de fleste, vante brug af ”Ny Dyreregistrering”.

Modsat tidligere abonnementsopdelinger har mælkeproducenterne i dag fuld adgang til alle værktøjer i DMS dyreregistrering samlet i ét abonnement.

Der er mange muligheder for at bruge og opfølge på netop data fra din bedrift via blandt andet daglig registrering, fleksible udskrifter og arbejdslister, Kritiske målepunkter (KMP), Nøgletalstjek, prognose mm.

Den daglige opfølgning på bedriften

Kritiske MålePunkter giver både dig og dine medarbejdere et hurtigt overblik over, om mælkeproduktionen kører efter planen.

Kritiske MålePunkter viser med lyskryds, hvorvidt et opfølgningsområde, eksempelvis "Leveret mælk", afviger fra det forventede niveau. Du kan selv indstille alarmgrænserne, og med stor fordel tilføje bedriftens målsætning for produktionen under ”Bedrift”, ”Grundoplysninger og mål”.

Beregning af en besætningsprognose i DMS Dyreregistrering, eventuelt i forbindelse med budgetplanlægning, kan øge bedriftens muligheder for dagligt at holde produktionen op mod det budgetterede.

Kritiske MålePunkter er et visuelt og meget pædagogisk opfølgningsværktøj, som gør det nemt at involvere de ansatte i daglig produktionsopfølgning.

Giv eventuelt de ansatte ansvar for at følge op på ét af deres arbejdsområder via Kritiske MålePunkter og følg op i fællesskab en gang ugentlig.

Kvartalsopfølgning 

KvægNøglen er et stærkt opfølgningsværktøj via DMS, hvor der laves kvartalsvis opfølgning på bedriftens nøgletal med sammenligning over til teknisk budget samt landsgennemsnittet og 10 procent bedste.

KvægNøglen følger op på både DB pr. årsko eller kg EKM samt bedriftens produktionsnøgletal.

KvægNøglen kræver løbende foderregistreringer, en for alle dyregrupper minimum hver anden måned. I dag er mange bedrifter selvhjulpne med hensyn til foderregistreringer og udarbejdelse af foderkontrol.

Derfor kan dataindsamlingen til den kvartalsvise produktionsopfølgning ofte ske ved egen hånd på bedriften.

Ved kvartalets ophør indsendes status på indkøbte beholdninger til kvægbrugskontoret. Bedriftens bilag til kontering afsluttes ligeledes for kvartalet.

Har man på bedriften valgt at udfærdige et teknisk produktionsbudget som opstart til det økonomiske budget, bliver KvægNøglen et blot endnu stærkere opfølgningsværktøj. KvægNøglens kvartalsvise opfølgning kan holdes direkte op mod bedriftens budgetterede produktionsmål.

Denne enkle, kvartalsvise opfølgning gør det nemt at danne sig et overblik over produktion og DB i stalden og holdt mod budget er KvægNøglen et brugbart opfølgningsværktøj over til eksempelvis Bank og andre samarbejdspartnere.

Din bedrifts data-flow

Alt arbejde udført i DMS, eksempelvis Prognose, Teknisk Budget, Kvægnøgle m.m. tilhører dig og din bedrift.

Ved brug af DMS opfølgningsværktøjer står du stærkt i eksempelvis Rådgivningsskifte – historik på tidligere opfølgning følger din bedrift.


 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.