Chefredaktør: Dansk landbrug kan blive musen, der virkelig får broen til at gungre

En CO2-afgift er meldt uundgåelig af et flertal i Folketinget, men faren for en katastrofal indretning er latent.

Det er i grunden ikke så mærkeligt, at professor Michael Svarer fra Aarhus Universitet og hans håndgangne kolleger skal bruge ekstra tid på at opfinde det økonomiske sværd, der kan kløve klimaspørgsmålets svar på den Gordiske Knude: Hvordan får man indrettet en CO2-afgift på landbrugets biologiske processer, uden at det går ud over landets konkurrenceevne, og uden at det koster arbejdspladser?

Chefredaktørens kommentar

- er et journalistisk produkt, der skrives uafhængigt af ejer- og partiinteresser. Kommentaren er alene et udtryk for skribentens holdning.

Det korte svar er, at det kan man formentlig ikke, uden at der skal gøres gevaldige krumspring.

På den ene side lever vi i en global verden, hvor varer bevæger sig nogenlunde frit rundt - der findes endda handelszoner som EU, hvor alle grænser i den henseende er fjernet. Når så kun et enkelt land påtænker at indføre en sådan afgift, ja, så giver det sig selv, at det vil koste konkurrencekraft og arbejdspladser. Størrelsen af disse omkostninger kan diskuteres, men de er der, derom ingen diskussion.

På den anden side har vi en statsminister, der under den seneste valgkamp sagde, at hun ikke forestillede sig, at en sådan afgift ville gøre almindelige fødevarer dyrere, selv om det i den grad ligger i kortene, hvis man går enegang.

Man kunne frygte, at statsministeren og regeringen vil gå langt for at fjerne denne prislogik ved at indrette et system, der på snedig vis kørte merudgiften ved mere klimarigtig produktion over skattesystemet, så det dermed kunne ’skjules’. Det hedder sig jo om en afgifts indretning, at de penge, som man vil pålægge landmændene i afgift, ’skal føres tilbage’ - og endda mere end det, lyder det.

Hvis oksekød skulle blive dyrere, ville det også ramme Mette Frederiksens vælgere og dermed statsministeren hårdere, end de andre to regeringspartier. Og bliver landbrugsprodukter helt generelt dyrere, kommer det til at koste konkurrencekraft.

Men det gode, gamle skattesystem, der over årene har udglattet så mange af samfundets knaster...

En tredje og på alle måder mere fremtidsorienteret vej at gå er at anerkende optag af og efterfølgende lagring af CO2.

Når det nu videnskabeligt kan dokumenteres, at det faktisk kan lade sig gøre, og når man endda, ud over lagring af CO2 i for eksempel biokul, tilmed gennem biogas og pyrolyse kan udvinde grønnere energi end den overvejende fossile, som anvendes på jordkloden i dag, var det så ikke måden at få Danmark til at bokse flere vægtkklasser over, hvad vores knap seks millioner indbyggere i grunden berettiger til?

I en verden med voksende befolkning, hvoraf de, der løftes ud af fattigdom, vil efterspørge flere animalske proteiner, hvem er man da et forbillede for, hvis man reducerer sin CO2-udledning ved ensidigt at skære ned i den animalske produktion?

Næppe de hundredvis af millioner kinesere, der ventes at kunne vende fattigdommen ryggen i de kommende årstier, næppe nogen på det afrikanske kontinent, hvis befolkning vil eksplodere frem mod 2050.

Men kunne vi, ligesom i de seneste årtier med vindmøllerne, vise vejen til reduktioner og få andre til at gøre det samme, kunne det være, at musen virkelig ville få broen til at gungre.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle