Chefredaktør: LandbrugsMedierne køber TV-produktions- og streamingselskab

For at blive stærkere på levende billeder har LandbrugsMedierne fra 1. juli købt TV-produktions- og streamningselskabet Moot. Det er en satsning, der skal bringe os hurtigere frem imod vores mål om øget digitalisering.

Som led i husets digitaliseringsstrategi overtager LandbrugsMedierne pr. 1. juli TV-produktions- og streamingselskabet Moot.

Moot producerer i dag TV-udsendelser, laver streaming af konferencer og events - har blandt andet haft en del af produktionen fra Folkemødet på Bornholm - samt leverer redaktionelt indhold for en bred vifte af kunder.

Det er disse kompetencer, LandbrugsMedierne kan bruge til at løfte husets digitale strategi.

LandbrugsMedierne har igennem nogle år arbejdet sammen med Moot i forbindelse med forskellige produktioner for vores kunder og kender derfor firmaet og dets kompetencer indgående. I forbindelse med disse projekter har vi oplevet værdien af et professionelt hold med kvalifikationer til at håndtere både TV-produktion og streaming, som er et marked, vi har et ønske om at blive større og bedre på. Ud over de kommercielle fordele giver opkøbet LandbrugsMedierne muligheder for på den redaktionelle side at blive stærkere på journalistik med levende billeder.

Når vi har kunnet lave en aftale med Moot, hænger det sammen med, at firmaet i forvejen stod over for et generationsskifte, hvor den hidtidige direktør Birger Hauge har planer om at stoppe erhvervskarrieren inden for den nærmeste årrække.

Så for Moot handlede salget også om at finde en stærk partner, der ville udvikle selskabet og havde kræfterne til det, og det har man fundet i LandbrugsMedierne.

Blandt Moots nuværende kunder finder man eksempelvis Københavns Universitet, IT-Brancheforeningen under Dansk Erhverv, Mastiff, TV2, DTU, Det Danske Kultur Institut, Bristol Meyers, Tuborgfondet og Akademiet for Tekniske Videnskaber. Oveni vil Moot nu kunne producere levende billeder til nogle af de mange landbrugs- og fødevarevirksomheder, som LandbrugsMedierne i forvejen arbejder sammen med.

Medarbejderne i Moot får til huse hos LandbrugsMedierne i hjertet af København, og her vil man med det samme kunne gøre brug af det TV- og lyd-studie, som LandbrugsMedierne byggede sidste år.

Ikke mindst på den kommercielle side vil det kunne løfte LandbrugsMedierne, fordi vi nu kan tilbyde vores kunder en meget bred palette af produkter.

I corona-perioden oplevede vi hos vores kunder behovet for at kunne streame konferencer eller webinarer, og løbende er kravene til kvaliteten af disse produktioner steget. Men samtidig med at de fysiske events er vendt tilbage, er der fortsat et ønske om at have en digital dimension af eksempelvis en messe.

Det er vores mål med opkøbet af Moot at kunne levere topprofessionelle løsninger også på dette område.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle