Chefredaktør: Mange bække små kan gøre stor skade for danske landmænd

Landbruget får ofte skyld for at være hovedårsagen til iltsvind og nitratudledning i danske vandløb og fjorde. Landbruget har et ansvar, men et aktuelt eksempel med kommunalt sjusk beviser, at myndighederne skal have gjort regnebrættet helt anderledes op, inden man stiller voldsomme miljøkrav til de danske landmænd. Det mener avisen chefredaktør Christian Friis Hansen i denne kommentar.

"Vejen Kommune i Sydjylland ligner på mange måder en hel del landkommuner, som de blev tegnet efter kommunalreformen i 2007. Godt 40.000 indbyggere, masser af landbrugsjord og selvfølgelig et utal af åer, bække og vandløb.

Et af disse vandløb er imidlertid blevet aktuelt og bidrager til fortællingen om, at vi i Danmark skal passe umådeligt meget på, hvem vi udpeger som de store syndere i vores iver efter at gå forrest i kampen for et bedre miljø og et sundere klima.

I den vestlige del af kommunen ligger nemlig Tuesbøl Bæk, og her viser det sig, at kommunen ifølge TV Syd i årevis har postet urenset spildevand i bækken. Når det overhovedet kan blive en historie, er det fordi, at det såkaldte overløb slet ikke er blevet registreret hos Miljøstyrelsen, selv om det har eksisteret i årevis.

Det er landets kommuner ellers pligtige til at gøre, ligesom de er pligtige til at indberette, eksempelvis hvor hvor mange næringsstoffer, der udledes fra de enkelte overløb, til hvilke man skal have en udledningstilladelse.

Når sådan en sag bør få alle alarmklokker til at ringe, er det fordi, vi jo baserer store dele af vores miljølovgivning og restriktioner for landmænds udledninger på, hvad der indberettes blandt andet fra landets kommuner. Den pågældende bæk vil således have et langt højere indhold af organisk stof og næringsstoffer, end man umiddelbart kan forklare med tallene fra kendte kilder, men det er ikke ret svært at gætte, hvem måleudstyret lynhurtigt vil pege på, når man skal finde synderen bag disse »foruroligende og forhøjede værdier«.

Intet emne vil som klima- og miljødebatten være definerende for dansk landbrugs rammevilkår de næste årtier. Det er der også gode argumenter for, men historien fra Vejen Kommune må minde især landets lovgivere om, at man skal være mere omhyggelig med det datagrundlag, som ganske meget lovgivning tager sit afsæt i. »Vi lytter jo til eksperterne«, som Mette Frederiksen (S) er begyndt at messe, men hvis en tilfældig kommune et sted i landet i årevis har postet urenset spildevand ud i en bæk, uden at det er registreret, hvad ligger der så ikke og skvulper andre steder?

Det har altid været god latin ikke at rette bager for smed, og skal de danske landmænd fortsætte med at være den aktive medspiller klimakampen, som de fleste ønsker, må man kunne stole på de tal, som lægges til grund.

Landbruget skal stå til ansvar for sin del af udledningen i den danske natur - hverken mere eller mindre. Men der påhviler myndighederne et særligt ansvar for at skaffe de rigtige tal, fordi de netop er - myndigheder".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle