Chefredaktør om kontroversielt foto: Det skulle provokere

Samvirkes billeder af folk iført beskyttelsesdragter, mens de spiser grøntsager, har skabt kritik hos L&F. Billederne er nødvendige for at starte en diskussion, ligesom teksten i artiklen nuancerer debatten, fortæller redaktionschef.

"For at kickstarte sådan en diskussion, må man være lidt skarp og råbe lidt højt".

Sådan svarer redaktionschef  i Coops medlemsblad Samvirke, Pia Jacobsen, der i denne udgave har tema om pesticider. I bladet bringer de bl.a. et foto af nogle mennesker, der spiser grøntsager iført beskyttelsesdragt. I artiklen lyder overskriften: ""Pesticider!? Det fik vi også i går".

Fotoserien har fået skarp kritik af formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild og adm. direktør Karen Hækkerup, der bl.a. spørger på Facebook, om "det skal forstås sådan, at det er farligt at bevæge sig i Coops butikker, og at de ansatte også fremover skal iføres beskyttelsesdragter".

Bladet har et oplag på 570.000 eksemplarer og har over en million læsere. Intentionen med billederne er ikke at tale negativt om landbruget, men derimod en måde at starte en diskussion om pesticider på, forklarer redaktionschef og konstitureret chefredaktør på Samvirke Pia Jacobsen.

Hvilket billede skal forbrugerne få, når de ser nogle mennesker spise grøntsager iført beskyttelsesdragter?

"Vi laver forsiden for at få folk til at diskutere emnet ude ved middagsbordet. Vi er med på, at vi vælger et kraftigt billedsprog, men i teksten får vi nogle nuancer frem og starter en diskussion. Man hører flere parter i sagen, både eksperterne der er kritiske over for brugen af pesticider og landmændene, der bruger dem", forklarer hun.

Kan du forstå, at Karen Hækkerup og landmænd er kritiske?

"Man kunne godt have valgt et andet billedsprog, men jeg mener ikke, det er mangel på respekt for landmanden".

Kræftens Bekæmpelse siger, at det ikke er bevist, at økologi er sundere at spise end konventionelt. Er det så gavnligt med et foto med beskyttelsesdragter?

"Der er jo både den ene og den anden holdning nede i teksten. Man kunne godt have vist et mindre provokerende billede, men så havde du ikke ringet, vel? Nogle gange skal man også gå en frækkere vej mod diskussioner, for de kommer nemmere i gang, når vi tør vinkle og tør fortælle med et billedsprog", siger Pia Jacobsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle