Chefredaktør: Vidtrækkende klimabeslutninger bliver nødt til at være baseret på fakta

Lige nu finder der i klimadebatten et gigantisk slag om ejerskabet til de rigtige data sted, og den korte version af den kamp er, at ingen har dem endnu. Men er vi alligevel ved at basere meget vidtrækkende beslutninger på tvivlsomme fakta? Sådan spørger chefredaktør Christian Friis Hansen.

I denne uge dukkede et interessant indspark i klimadebatten op: En af Danmarks største virksomheder, modekoncernen Bestseller, er via sin tøjproduktion primært i Asien ansvarlig for nogenlunde den samme CO2-udledning, som Aalborg Portland er med sin cementproduktion her i Danmark.

Men en væsentlig forskel er, at Aalborg Portland herhjemme har været genstand for en animeret debat på baggrund af snakken om en CO2-rabat, som virksomheden ifølge regeringen skal have for at bevare arbejdspladser, mens Bestseller har ligget i læ for den offentlige vrede.

Og hvorfor i grunden det?

Ja, én årsag er, at klimadebatten herhjemme er håbløst provinsiel med sin enøjede fokus på nationalstatens grænser på trods af, at klima vel er det mest grænseoverskridende, der findes på denne klode. I ovenstående tilfælde er klimaet, målt i brede termer, lige påvirket af de to virksomheders aktiviteter, men fordi vi nu debatterer en CO2-afgift inden for danske grænser, er Aalborg Portland et problem, mens Bestseller ikke er.

Rimeligt?

Det afhænger i høj grad af, hvilke øjne der ser, for lige nu er klimadebatten i foruroligende grad styret af syns’ninger frem for viden og fakta, og meget tyder desværre på, at det bliver ved med at være sådan, for videnskab og forskning tager tid og i hvert fald længere, end mange politikere, medier og interesseorganisationer har eller vil give. Vi vil se handling - heller i går end i dag.

I denne uge fremlagde tænketanken Kraka og konsulenthuset Deloitte gennem initiativet "Small Great Nation", en rapport om "Grønne køer, russisk gas og CO2 - myter og realiteter" med en efterfølgende debat.

Rapporten var fyldt med spændende betragtninger, og den bekræftede som andre før den, at vi lige nu er der i klimadebatten, at stort set alle konklusioner baseret på datamateriale og såkaldte fakta er fuldstændig afhængige af, hvilke regnemetoder man anvender, og hvilke variabler man lægger ind.

Hvis man eksempelvis værdisætter herlighedsværdier som uberørt natur til et bestemt beløb, kan man stille det over for eksportværdi målt i kroner og øre. Og alt efter værdisætningen af den vilde natur få det resultat, man vil have.

Ingen kan være tjent med en sådan vilkårlighed, og frygten lige nu kan være, at klimaet - og her menes det verdensomspændende klima - i grunden slet ikke er i centrum, men at vi er ved at basere meget, meget vidtgående beslutninger med begrænset effekt eller effekt alene inden for nogle snævre landegrænser på tvivlsomme fakta.

Og det er ikke i klimaets interesse.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle