Chokeret landmand: Ny mejetærsker omsluttet af flammer på 30 sekunder

Røgen kunne ses 30 km væk, da der tirsdag gik ild i en mejetærsker i fuld gang med at høste vinterbyg

Landmand Steen Solgaard Nielsen er rystet efter hans splinternye mejetærsker tirsdag gik op i røg og brændte helt ud.

"Jeg har aldrig set noget lignende. Der gik 30 sekunder, så var den omsluttet af flammer. Vi er helt i chok", siger en Steen Solgaard Nielsen til landbrugsavisen.dk. 

Sønnen Theis Solgaard Nielsen nåede at tage billeder af den voldsomme brand, da han var kommet ud af mejetærskeren.

Det var under opstarten i høsten af vinterbyg på markerne ved Lunderskov tirsdag, at det pludselig gik galt.

Mejetærskeren var helt ny og havde kun kørt 210 hektar indtil nu. 

Steen Solgaard Nielsens 17-årige søn Theis havde netop sat sig ind i mejetærskeren og skulle køre videre. 

"Jeg havde lige sat mig ind i traktoren ved siden af, og da jeg vender hovedet, kan jeg ikke se noget, og jeg tænker, det var da hurtigt, det støvede til", siger Steen Solgaard Nielsen. 

Kunne lugte røg

Men så kunne Steen Solgaard Nielsen lugte røg og kom hurtigt ud af traktoren og så mejertærskeren omsluttet af flammer.

Og for sønnen gik det stærkt med at komme ud.

"Det var ikke noget med at bruge trapperne. Det var bare at springe ud", siger Theis Solgaard Nielsen. 

Steen Solgaard Nielsen kan slet ikke forstå, at det kunne gå så hurtigt.

"Han havde ikke kørt mere end 40 meter, og mejetærskeren var helt ren. Heldigvis kom han jo ud", siger Steen Solgaard Nielsen. 

Han mener, at det må være noget ledningsnet inde i maskinen, der har startet branden. Ellers ville det ikke kunne gå så stærkt.

"Maskinen kørte jo, mens den brændte, den stoppede ikke. Vi er noget chokerede i dag", siger han. 

Han fortæller, at der var en mand ude fra den maskinhandel, hvor han har købt mejetærskeren, og se den udbrændte mejetærsker allerede samme dag og onsdag har familien haft besøg af forsikringsmanden.

Brandfolkene inspicerer mejetærskeren efter nogle timer. 

Og sådan ser den ud dagen derpå.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle