Christian Høegh-Andersen genvalgt som vicepræsident for europæisk talerør

Christian Høegh-Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, blev torsdag efter kampvalg genvalgt som vicepræsident i den største europæiske andelsorganisation, COGECA.

Der skulle kampvalg til inden det torsdag stod klart, at Christian Høegh-Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer og bestyrelsesformand i DLF, fortsætter som vicepræsident i COGECA.

Det fremgår af en pressemeddelelse. 

Christian Høegh-Andersen overtog i februar 2022 vicepræsidentposten fra Jørgen H. Mikkelsen. Med genvalget kan han altså fortsætte arbejdet med at styrke netværk og interesser for landmænd og andelsselskaber over hele Europa.

Christian Høegh-Andersen indgår i formandskabet for COGECA, der i det daglige fungerer tæt sammen med landmandsorganisationen COPA om aktiviteter og fastlæggelse holdninger.

Dermed indgår Christian Høegh-Andersen i talerøret for hele landbrugs – og andelssamarbejdet i Bruxelles og er med til at sætte et dansk aftryk, når COGECA mødes med EU-Kommissionen eller med EU-parlamentarikere for at påvirke politiske beslutninger vedrørende landbrugets andelsrelaterede aktiviteter.

Christian Høegh-Andersen har siden 2013 været bestyrelsesformand i frøvirksomheden DLF. Inden da var han næstformand i to år, og trådte ind i bestyrelsen i 2003. Derudover er han det nyeste medlem af Landbrug & Fødevarers øverste politiske ledelse, fællesformandskabet, som han tiltrådte i december 2021. Christian Høegh-Andersen er uddannet agronom og driver en planteavlsproduktion på Falster.

COGECA varetager de generelle og specifikke interesser for 40.000 landbrugskooperativer og repræsenterer såvel store som små andelshavere over hele Europa. COGECA beskæftiger cirka 660.000 mennesker og har en samlet årlig omsætning på over trehundrede milliarder euro.

/rost

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle