CNH vil lancere topmærke i Danmark i år

New Holland og Case IH skal få en prominent bror i CNH-flokken indenfor kort tid på det danske marked.

Internt i CNH er der lavet håndslag på og lagt planer for, at traktormærket Steyr fremover skal være et premiumbrand i flokken med Case IH og New Holland.

I planerne ligger også, at mærket, der i dag er stærkt i dele af Tyskland og markedsleder hjemme i Østrig, skal vokse markant og fordoble sin produktion de næste fem år. 

Danske Peter Friis er netop udnævnt til at være med til at tegne den udvikling som head of Steyr Europe efter en årrække i den europæiske topledelse hos Case IH.

Han fortæller, at danske landmand relativ hurtigt vil kunne se, at CNH også har dem i tankerne.

”Jeg forventer, at vi får sat det første skilt op i år på en husgavl hos vores første danske forhandler. Vi vil hurtigst muligt bygget et forhandlernetværk op i Danmark og andre lande, hvor Steyr ikke er repræsenteret i dag. Det er dog ikke hastigheden, som er afgørende, men at vi finder de rigtige forhandlere. Vi synes, at Steyr vil passe rigtig godt ind hos forhandlere med stærke redskabsmærker som Krone, Pöttinger med flere”, siger han.

CNH har udpeget Steyr til et nyt premiumbrand. I har jo også en højteknologi i de andre brands. Hvad betyder det helt nøjagtigt?

”Det er rigtigt. En del af den strategiske business plan er, at der skal være en mere differentieret forskel på de enkelte brands. Der vil vi se, hvad er det rigtige for Steyr og hvad er det rigtige for de to andre mærker i forhold til de enkelte specifikationer. Det kan være mange forskellige ting. Vi vil forbedre kvaliteten og oplevelsen for traktorføreren og have en masse fokus på, hvad der kan forbedre traktorførerens hverdag. Det ser vi frem til at kunne præsentere for vores forhandlere og landmænd”, siger han. 

Hvornår kommer der så nye produkter?

”Det kommer i bølger, hvor vi har forskellige niveauer. Vi viste noget af det på Agritechnica – men ellers kommer det første til næste år. Vi har fire step planlagt på vejen, og der vil være forskellige ting. Det er noget ingeniørerne arbejder på – og så må vi se, hvad der kan lade sig gøre længere henne i processen.”

Skal vi forstå, at Steyr skal indtage samme position som premiumbrand hos CNH, ligesom Fendt gør det hos Agco?

”Der er ingen tvivl om, at Fendt er et dyrere mærke end de andre mærker i Agcos produktporteføljer. Vi kan ikke sammenligne det 100 pct. – men det er lidt samme strategi, omend Agco med Fendt kører mere i retning af en full line-strategi, hvor vi siger, at Steyr er 100 pct. traktorer. Det passer så fint med, at Steyr skal samarbejde med stærke forhandlere med stærke redskabsmærker”, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.