CO2-afgift fører til færre job i landbruget trods regeringens ønsker

Regeringen kræver, at en afgift ikke medfører tab af arbejdspladser, men det kan ikke undgås ifølge eksperter.

Hvis der indføres en drivhusgasafgift på udledning i landbruget, kan det koste flere tusinde arbejdspladser.

Men de kan finde job andre steder, vurderer en ekspertgruppe, som onsdag præsenterer en række anbefalinger til en grøn skattereform, som har været længe ventet og udskudt flere gange.

- De fordeler sig rundt i resten af økonomien. I Danmark er der cirka 800.000, der skifter job hvert år. De kan finde job i alt fra detail til service til produktionsvirksomheder, siger økonomiprofessor Michael Svarer, som er formand for gruppen.

I modellen med den højeste afgift på 750 kroner per udledt ton, vil det medføre et permanent fald i beskæftigelsen på 8000 fuldtidspersoner.

Det er en central præmis i regeringsgrundlaget, at landbrugserhvervet samlet set ikke må tabe arbejdspladser og konkurrenceevne.

Alle tre foreslåede modeller vil dog indledningsvist koste arbejdspladser i landbruget. I den mellemste model er det cirka 4000 arbejdspladser, og for den laveste er det cirka 2000.

Men ekspertgruppen mener, at det er småt i forhold til, hvor mange der skifter job, og fordi det er forholdsvist let at finde et nyt for tiden.

- Der er meget stor efterspørgsel efter arbejdskraft i Danmark, og det har der været længe. Vi er ikke bekymret for, for hvis man laver de her ting, så skal de nok finde job, siger Michael Svarer.

Beskæftigelsen i landbruget falder isoleret set med cirka ti procent ved den højeste afgift og to procent ved den laveste afgift, som er 125 kroner effektivt.

Det svarer til 0,25 procent af landets samlede beskæftigelse ved den høje afgift og 0,05 procent ved den laveste afgift.

Særligt udsat er det de jyske landkommuner som især Vestjylland, der bliver hårdest ramt. Samlet set er det dog ikke meget landbruget udgør af lokalsamfundet.

I Vestjylland er det omkring én procent, hvis man tager et gennemsnit af de tre modeller.

- Det kan betyde noget for beskæftigelsen, men der hvor det er størst, er den primære del af landbruget på én procent, siger Michael Svarer.

De økonomiske vismænd vurderer, at omkring en tredjedel af arbejdspladserne og udslip af drivhusgasser kan flytte til udlandet, når der indføres en afgift.

Et bredt politisk flertal har vedtaget, at udledningerne af drivhusgasser skal reduceres med 70 procent i 2030 i forhold til 1990.

Derfor blev ekspertgruppen nedsat for at komme med løsninger til, hvordan industrien og landbruget kan bidrage ved at indføre en afgift.

Politikernes opgave til eksperterne har været, at de skulle sikrer en omkostningseffektiv opfyldelse af reduktionsmålet. Samtidig må det ikke koste landbruget arbejdspladser.

Det er dog ikke muligt at levere én model, der leverer på begge ønsker, vurderer ekspertgruppen.

/ritzau/

Obs. opdateret kl. 12.13.

Emneord

Co2-afgift

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle