Coop beroliger landmænd: Vi mindsker avancen på økologi

De 200 mio. kr., som Coop årligt vil mindske prisen på økologi med, skæres fra avancen og ikke landmandens fortjeneste, siger Coop.

Når Coop sænker prisen på økologi de næste fem år, så er det Coop selv, der æder tabet på avancen.

Det siger fødevare-direktør Jens Visholm fra Coop til Landbrugsavisen.dk.

”Den prisreduktion, som vi nu går ud og laver på vores hylder, det er en investering, vi laver i at øge det økologiske salg,” siger Jens Visholm.

”Det ligger ikke i kortene, at regningen skal sendes videre til producenterne eller bønderne,” siger han.

I dag er otte procent af fødevaresalget økologisk på det danske marked. Det tal er lidt højere for Coop, siger direktøren. Coop har ligesom regeringen et mål om fordoble økologien frem mod 2020, og det er – sammen Coops madmanifest – baggrunden for målet om billigere økologi.

”Det er klart, at dette betyder på kort sigt, at vi får en lavere avance, men økologiske varer har også en højere værdi, og så tiltrækker de kunder, der samlet set lægger meget i kurven,” påpeger Jens Visholm.

Har I haft en for høj avance på økologiske varer?

”Nej, vi har ikke haft en for høj avance på økologiske varer. Jeg er også optaget af, at for at det reelt skal være bæredygtigt, både for detailhandlen, producenter og økologiske landmænd,” siger Jens Visholm.

Han påpeger, at meget spiller ind på krav til avancen, andet end fødevarernes pris, eksempelvis logistik.

”Vi har også et højere udsmid på økologiske. Der er princippet jo, at varerne skal bære sig selv. Hvis ikke økonomiske bæredygtigt, så hænger det ikke sammen,” siger han.

Ønsket om billigere økologi er en af hovedårsagerne til, at kunder fravælger økologi, siger han med henvisning til forbrugerundersøgelser.

"Det er kundeønsker. Vi gør det for vores kunder skyld. Ja, vil lægger en investering i det, men der er også et benefit i det for os. Vi regner med at gøre os attraktive for nogle rigtig interessante kunder,” siger Jens Visholm.

Emneord

økologi

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle