Coop og DN lancerer økokampagne

Danmarks Naturfredningsforening og Coop kalder næste måned for "øktober".

Coop og Danmarks Naturfredningsforening omdøber næste måned til Øktober for at få flere økologiske varer på hylderne og øge den økologiske produktion.

Ifølge Coop Analyse køber tre ud af fire danskere i forvejen økologi. Den vigtigste årsag er, at de vil undgå pesticidrester i deres mad, angiver de.

"Der er en stigende bevidsthed om indholdet i det, vi putter i munden, og hvad det betyder for vores følelse af velvære. Samtidig søger flere mod det naturlige og transparente, og så er økologien et oplagt valg for rigtig mange kunder," siger Thomas Roland, der er CSR-chef i Coop, i en pressemeddelelse.

Rikke Lundsgaard, der er landbrugspolitisk seniorrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening, siger, at foreningen arbejder på, at Danmark bliver 100 procent økologisk.

"Og det sker jo kun, hvis flere danskere vælger den økologiske vare, når de står nede i supermarkedet," siger hun i pressemeddelelsen.

Tre kendte kvinder er med i kampagnen: Sanger og konferencier Annette Heick, den tidligere topsvømmer Lotte Friis og håndboldspiller Ann Grethe Nørgaard.

De har hver især sat et mål for, hvor meget økologi de vil købe i løbet af Øktober. Danskerne kan melde sig på hold med den kendte, hvis øko-mål passer bedst med deres eget. Så er de med i konkurrencen om tre gange en måneds forbrug af økologi.

De kendte kvinder dyster samtidig om, hvem der får flest medspillere på deres øko-hold.

Derudover vil der være et ekstraordinært stort fokus på økologi i Coops butikker: Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Irma og Fakta, bl.a. med mange tilbud.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle