Coops øko-salg boomer under corona

Udvalgt til weekend: Detailhandel og gårdbutikker melder om stigende øko-salg under coronakrisen, mens nicheproducenterne lider.

Corona-krisen har styrket det økologiske salg af fødevarer i Coops butikker og nethandel markant. Foreløbige tal tyder på noget nær en fordobling af vækstraten i det økologiske salg, når man sammenligner månederne februar-marts-april 2020 med de samme måneder året før.

Det siger CSR-chef i Coop Danmark Thomas Roland.

»Det ser ud til, at coronakrisen har været rigtig god for økologien. Hele vores salg af fødevarer er under coronakrisen steget med i alt fald 8-10 procent, men væksten på økologi overgår det. Lige nu vokser økologien mere, end vi har set de sidste tre år«, siger Thomas Roland.

Han understreger, at tallene endnu ikke er verificeret, da påskeugen lå anderledes sidste år.

Thomas Roland tror, det øgede salg af økologiske fødevarer især skyldes, at børnefamilierne, som i forvejen køber meget økologi, har øget deres indkøb af madvarer, fordi de laver mere mad selv, mens skoler, kantiner og arbejdspladser er lukket ned.

Gårdbutikker blomstrer

Også gårdbutikkerne, både økologiske og konventionelle, nyder godt af de ændrede indkøbsmønstre under coronakrisen.

»Der er generelt øget opmærksomhed på lokalt salg og på fødevarer i det hele taget. Vi oplever meget opmærksomhed både i vores gårdbutik og på webshoppen og som noget nyt også på at levere mad ud af huset til mellem to og fire personer«, siger Lone Hedegaard, der sammen med sin mand Lars Hedegaard driver en stor gårdbutik og økologisk fjerkræproduktion på gården Gothenborg ved Them.

Lone Hedegaard skønner, at salget i gårdbutikken er steget med mellem 50 og 100 pct. og tredoblet på webshoppen under coronakrisen, men tendensen er generel, ved hun som formand for Udvalget for Gårdbutikker og Lokalt Salg i Økologisk Landsforening.

»Folk køber ikke så mange sko og ting for tiden, men tænker i stedet i sunde fødevarer. Desuden vil nogle gerne handle, hvor de kan undgå trængsel«. Det er dog ikke givet lige nu: Lone Hedegaard fortæller, at nogle gårdbutikker har haft så stor søgning, at de er holdt op med at annoncere. De vil undgå stor tilstrømning og oplever det ubehageligt og stressende at skulle sikre, at folk holder afstand.

»Det er svært at påtage sig en helt ny rolle som ’politibetjent’, samtidig med man skal være serviceminded«.

Nicher lider

Mens gårdbutikker har kronede dage, lider de økologiske nicheproducenter under coronakrisen.

Det mærker bl.a. de to brødre Tobias og Joakim Hausted, som i 2019 vandt Familielandbrugets Initiativpris for deres ekstensive nicheproduktion med lokalt salg af græsæg, økologiske stude, lam og frilandsgrise m.m. til restauranter, lokale højskoler og efterskoler. Omsætningen er styrtdykket.

»Det er da en hård tid, men vi må bare pukle på«, siger Tobias Haugaard. Han glæder sig over lokal opbakning til brødrenes gårdbutik.

Faktaboks

Gynger og karruseller:

  • Coronakrisens langsigtede effekt for salg af økologiske fødevarer kan endnu ikke gøres op.
  • Selv om detailsalg og salg i gårdbutikker er steget, er salg til kantiner og restaurationsbranche smuldret.
  • Generelt er økologiske forbrugere et trofast segment, siger Thomas Roland, CSR-chef i Coop.
  • »Har du én gang truffet valget om økologi, skal der mere end en kortvarig krise til, for at du vælger noget andet«.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle