Corona rammer vigtig salgs-sæson for DLF

"Vi bliver helt sikkert ramt", siger adm. direktør Truels Damsgaard om corona-konsekvenserne i DLF. Netop nu er hele årets salg på spil for frøavlerne.

Endnu kan konsekvenserne slet ikke gøres op i hverken penge eller tabte salgsmængder. Men adm. direktør i DLF, Truels Damsgaard er ikke i tvivl om, at corona-virussen vil betyde faldende salg for de danske frøavlere.

Det skyldes blandt andet timingen for virussens hærgen - lige midt i foråret.

"Vi skal tjene alle vores penge fra februar til maj. Det er her, vi har vores indtjening for hele året på spil. Derfor følger vi lige nu meget med i, hvordan det går derude", siger han.

Meldingen er overordnet, at det egentlig går "udmærket", "nogenlunde" og "fornuftigt", når topchefen forklarer om det verdensomspændende salg af græs- og kløverfrø. Men det hele er "efter omstændighederne", og den samlede dom er chefen ikke i tvivl om.

"Vi bliver helt sikkert ramt på salget. Finanskrisen var hård ved noget af vores forretning. Det kan man heller ikke udelukke, at det vil det her også blive. Der bliver brændt rigtig mange penge af i øjeblikket. Og nogle skal tjene dem igen, for at vi kan komme ovenpå som samfund", siger han.

Her er det sværest

Hver enkelt land og region er ramt på forskellig vis for DLF, der efter opkøbet af PGG Wrightson, der har base i New Zealand, forrige år nu dækker hele jordkloden.

I Frankrig er havecentrene en del af den regerings-pålagte corona-lukning. Men ellers er især et område udsat som det første:

"Det er det professionelle plænegræs-marked, vi vurderer som mest udsat. Men hvor udsat det bliver og hvor hårdt vi bliver ramt, ved vi endnu ikke", melder Truels Damsgaard, der også er bekymret over udsigterne i USA.

Han vurderer derimod salget til landbruget til at køre stort set som vanligt.

"Landmændene skal jo så, og det er lykkedes os at få distribueret frø ud til landbruget på tværs af Europa som vanligt. Så landbruget er forholdsvis uberørt af det her", vurderer han.

Fordi DLF er så verdensomspændende, går en stor del af indsatsen for frøselskabet på at få omdirigeret varer til hvor der kan sælges, hvis noget lukker ned. Rubel-kursen i Rusland er underdrejet som følge af den lave oliepris - til gengæld er en del af Asien i mindre omfang præget af lukninger. Og så er der medarbejdernes sikkerhed og sundhed.

"Det har højeste fokus det her. Det rammer vores højsæson - og vi er spredt ud over hele verden. Vi har mange, der arbejder hjemmefra eller kan arbejde med lidt større afstand. Men det er på fabrikkerne, det hele foregår nu, for at vi kan få varerne ud. Og der er vi meget taknemmelige for, at vores medarbejdere viser en virkelig høj moral lige nu", siger topchefen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle