Corona vil påvirke frøsalget

DLF kommer fint gennem regnskabsåret, der slutter om 14 dage, men næste år bliver sværere.

Da corona viste sit grimme ansigt, var DLF midt i højsæsonen med ordrer i bøgerne. Så den opbremsning, corona har skabt, nåede ikke at få den store effekt.

Det påpegede adm. direktør Truels Damsgaard, DLF, tirsdag på et møde arrangeret af Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister tirsdag.

”På den store klinge kommer vi rimeligt fint gennem situationen i det regnskabsår, der slutter om 14 dage. Den konsekvens, der trods alt var af corona er til at leve med”, siger han.

Konsekvensen var mangel på impulskøb, men det er de færreste landmænd, der disponerer eller laver om i sidste øjeblik.

Der, hvor skoen kan komme til at trykke, er på salget af plænegræsser til golfbaner, byggeri og sportspladser.

”På den lidt længere bane ser vi ikke særlig klart. Det er et tåget scenario. BNP falder mange steder i verden, og selv om Mette Frederiksen deler penge ud, hjælper det kun på det hjemlige marked. På eksportmarkedet vil der være nogle udfordringer, som resulterer i en omsætnings- og indtjeningsnedgang”, forudser Truels Damsgaard.

DLF er verdens største eksportør af græsfrø, og derfor betyder eksportmarkedet meget.

En anden tendens, der kan præge det kommende marked er, at de i Kina har droppet produktion af rullegræs, et segment, der aftager store mængder græsfrø.

Ifølge Truels Damsgaard fordi regimet har vedtaget, at der ikke skal produceres rullegræs men i stedet fødevarer på disse arealer. Beslutninger fra det kinesiske regime tager hurtigt effekt.

Omvendt er der – måske på lidt længere sigt – stigende forbrug af græsfrø i andre segmenter end plænegræs, idet græsmarker har stor bevågenhed i klima og miljøsammenhæng.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle