Coronasmitte på tyske slagterier endte med lov mod billig arbejdskraft

Coronavirussen har spredt sig som steppeild på de tyske slagterier. Nu forbyder ny lov vikar- og kontraktansatte fra 2021.

Slagteribranchen i Tyskland har som bekendt været hårdt ramt af coronavirussen de seneste par uger, og det har nu fået de tyske politikere til at reagere.

Onsdag vedtog Forbundsministeriet en ny lov, som fra 2021 forbyder vikar- og kontraktansatte, skriver Top Agrar. Det blev gjort med støtte fra landbrugsminister Julia Klöckner (CDU), som kaldte kødbranchen for uholdbar.

Hovedårsagen hertil har været kødindustriens dårlige hygiejne og de mange kontraktansatte Syd- og Østeuropæiske, der bor mange på alt for få kvadratmeter. Samtidig står de skulder mod skulder på slagterierne, hvilket har givet coronavirussen frit spil til at sprede sig.

Flere slagterier har derfor måtte lukke, og alene på Danish Crowns joint venture Westcrown i Dissen er halvdelen af de 280 ansatte blevet smittet, og slagteriet holder nu lukket de næste to uger, skriver NDR.

Bøder på op til 30.000 euro

Slagterierne har indtil videre kun haft få faste ansatte, og i stedet fået medarbejdere ind, som er på kontrakt via underleverandører.

Det har gjort det noget nær umuligt for myndighederne at opdage de dårlige arbejdsvilkår, som først er kommet rigtigt frem i lyset, da smitten for alvor brød ud, skriver Deutsche Welle.

Med den nye lov er det derfor ikke længere muligt at ansætte medarbejdere via underleverandører - slagterierne skal selv hyre deres faste medarbejdere. Meningen med det er, at det bliver lettere at håndhæve et forsvarligt arbejdsmiljø.

Derudover har den nye lov indført strengere og hyppigere kontrol på slagterierne. For lange arbejdsdage har været et af de helt store problemer, og derfor skal medarbejderne sandsynligvis tidsregistrere sig digitalt fremadrettet.

Overtrædelse af arbejdstiden kan medføre en bøde på op til 30.000 euro for slagteriet.

Interesseforbund: Lov skader kødbranchen

Den nye lov gælder kun kødindustrien, og det er DRV (interesseforbundet for tyske andelsvirksomheder inden for landbrugs- og fødevareindustrien) utilfreds med.

Hvis der skal lovgives mod vikar- og kontraktansatte, skal det gælde alle brancher. Desuden er det ikke selve kontrakterne, men indholdet i dem, der bør lovgives om, siger de.

"Midlertidige ansættelses- og arbejdskontrakter siger stort set intet om arbejdsvilkår. Det betyder, at metoden til at opnå et godt arbejdsmiljø og sundhed ikke bliver imødekommet. Tvangen til kun at ansætte vores egne ansatte vil skade kødbranchen. I stedet skal arbejdskontrakterne laves så de er retfærdige og pålidelige for alle parter", påpegede foreningen over for Top Agrar.

Der er ansat cirka 200.000 i den tyske kødbranche hvoraf mere end 600 ansatte på slagterierne i Nordrhein-Westfallen, Baden-Württemberg og Slesvig-Holstein indtil videre er testet positive for corona.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle