Corydon: Pas på deals med politikere - nådegaver koster på helheden

Man skal ikke kun tænke landbrug, men også erhvervsliv generelt, for ellers koster det for meget på helheden, sagde Bjarne Corydon på Viden på Tværs.

Folketinget vil helst splitte erhvervslivet og lave aftaler organisation for organisation, for så kan de med små gaver til de forskellige organisationer styre uden om de store, svære, langsigtede beslutninger.

Sådan lød det fra chefredaktør for Børsen, tidligere finansminister for Socialdemokratiet Bjarne Corydon på Viden på Tværs i Herning tirsdag. Og han advarede landbruget mod at gå med på den galej. 

"Så får organisationer hver en nådegave for det, de går med til på bekostning af erhvervslivet som helhed, hvor man for eksempel samlet set kunne have et ønske om at bruge skattesystemet, så det giver effekt på væksten", understregede han.

Bjarne Corydon gav en analyse af samfundsøkonomien og var blandt andet inde på den danske klimapolitik. Det er godt at være ambitiøs på klimaets vegne, men ambitionerne hos danske politikere både til højre og venstre er kendetegnet ved, at man ikke taler om, hvad det koster, beklagede han.

"Klimamål er ikke dårlige, og det er fint at gå forrest. Det, der nager mig, er, at vi har vedtaget og lovgivet om målet uden at tale om, hvad det koster", siger han.

Bjarne Corydon mener, at den seriøse diskussion ville være at sige, at med de mål er den danske økonomis holdbarhed og overskud væk. Den samtale har politikerne ikke haft med hinanden eller befolkningen. Han mener ikke, det kunne falde politikerne ind for alvor at gøre, hvad der skal til for at leve op til målene, for det vil være for dyrt og gøre for ondt.

"Hvordan mon vores børn reagerer, når de opdager, at det bare er noget vi leger", spurgte han retorisk.

Kortsigtede beslutninger

Bjarne Corydon kritiserede også, at evnen til at træffe langsigtede beslutninger i Folketinget er på vej ned. I stedet for at træffe de beslutninger, der skal til, for at nå vigtige samfundsmål på sigt, får særinteresser på den korte bane lov at fylde. Ikke bare i Danmark, men i de vestlige demokratier generelt. Politikerne bliver trukket væk fra midten, hvor man før har stået sammen om langsigtede beslutninger.

"Det Socialdemokrati, vi har i dag, er et andet end det, jeg voksede op i. Det er meget tættere på venstrefløjen og Enhedslisten og mindre villigt til at række ind over midten og gøre noget nødvendigt. Det samme dilemma står Venstre i. Partierne finder ikke brede løsninger med økonomisk ansvarlighed, fordi de er upopulære. Det mønster er kommet for at blive", mener Bjarne Corydon.

Samfundet står uvægerligt over for en gennemgribende forandring.

Lige nu har økonomien det bedre end sit rygte endda på trods af, at finansminister Nicolaj Wammen og alle andre finansministre har slået store huller i statskasserne for at klare coronakrisen.

"Det indebærer risiko for bobler og gældsbjerge på sigt, og hvis renten stiger, bliver det meget dyrt især for nogle lande. Uden for citat siger nøgleøkonomerne nærmest, at krisen ikke kunne være timet bedre. Hvis der var problemer i økonomien før, var det jo en fare for overophedning, fordi det gik for godt, og regeringen havde ikke en dagsorden om at passe på det", siger han.

Fuld fart mod T-kryds

Han mener også, at man drøner frem mod et T-kryds, hvor man bliver tvunget til at dreje af, men det kan stadig nås.

"Man kunne stramme op på meget i dansk økonomi og automatisere samfundet i lyntempo. Men vi skubber det fra os og spilder år, hvor det går OK, mens det bliver sværere og sværere at træffe de rigtige beslutninger", siger han.

Emneord

Viden på tværs 2020

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle