Dæmper på prisudviklingen fastholder grisenoteringen på 11. uge

Noteringen for slagtegrise forbliver på 12,40 kroner pr. kilo.

Danish Crown fastholder for 11. uge i træk noteringen for slagtegrise på 12,40 kroner pr. kilo.

For selvom markedet efterhånden er sporet 100 procent ind på julen, er der en dæmper på prisudviklingen.

De fleste aktører har således placeret deres ordrer til den indledende fase af julehandlen.

Derfor flytter fokus sig nu til det faktiske salg, og det konkrete behov for ekstra mængder i den første halvdel af december, skriver Danish Crown i en pressemeddelelse, hvor noteringen på søer også forbliver på 7,90 kroner pr. kilo.

- Troen på en relativ god julehandel er stor i markedet, men der er mange, der gerne vil se varerne flytte sig, inden de skruer deres indkøb op på maksimum. Det lægger en dæmper på prisudviklingen, selv om der ser ud til at være balance mellem udbud og efterspørgsel, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i pressemeddelelsen.

Jævn eksport

Samtidig er eksporten af frosne varer ud af Danmark jævnt.

Priserne i særligt Asien er dog ikke prangende sammenlignet med Europa. Udbuddet af kød globalt ser ud til at være stigende, og det er formentlig det, der slår igennem i Asien.

- Der findes ikke i samme omfang tal for forbruget af grisekød i Asien, som vi har i Europa, så det kan ikke afvises, at forbruget i Asien måske også er vigende. Det ændrer ikke på, at der stadig er ordrer at hente i markedet, men vi møder især de amerikanske slagterier i højere grad, end vi gjorde hen over sommeren, siger Mads Stougaard.   

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle