Døde mink kom i massegrave før risikovurdering

Regeringen er under ny kritik for sin håndtering af minksagen, efter at det er kommet frem, at der først blev lavet en risikovurdering af minkgraves konsekvenser for miljøet, efter at de første dyr var gravet ned. Minister: Det skulle gå stærkt.

Gravene til hundrede tusindevis af mink blev gravet før Miljøstyrelsen havde lavet en risikovurdering. 

Det skriver Jyllands- Postens Finans, der har fået en aktindsigt i forløbet.

Ifølge Forsvarets Ejendomsstyrelse begyndte man at etablere gravene fredag den 6. november.

Mens arbejdet pågik havde Miljøstyrelsen imidlertid ikke lavet en risikovurdering af, hvad der kunne ske ved at begrave millioner af døde mink ude i naturen. Den kom først efter weekenden.

"Risikovurderingen blev foretaget, efter gravene var etableret (den 9.-10. november)," skriver styrelsen til Jyllands-Posten.

Miljøstyrelsen havde før nedgravningen lavet en indledende "screening" af områderne for at "kortlægge beskyttelseshensyn til for eksempelvis drikkevand og beskyttet natur", men den var ikke nøjagtig. 

Til Landbrugsavisen.dk fortalte kontorchef i Miljøstyrelsen, Per Schriver søndag d. 8 november at selve proceduren omkring at finde egnede områder foregik hos Miljøstyrelsen.

"Vi tjekker områder for nationale interesser såsom natura 2000- områder og drikkevandsinteresser, og de 'huller' vi finder på kortet, hvor det ikke påvirker de nævnte nationale interesser, sender vi videre til naturstyrelsen", forklarer han.

"Det er så op til Naturstyrelsen at vurdere de enkelte lokationer og i det her tilfælde sende det videre til forsvaret, fordi udgravningen er på militært område".

Flere lokale borgere demonstrerede samme dag på grund af bekymring omkring placeringen tæt på Boutrup Sø.

Per Schriver udtalte, at "det er gået stærkt" omkring den besluttede placering.

Hos Naturstyrelsen bekræftede man et par dage efter, at placeringen var forsvarlig.

24. november meddelte Fødevarestyrelsen i en pressemeddelse at en del af de mink, der er begravet i et område ved Holstebro, er for tæt på den nærliggende Boutrup Sø. Fødevarestyrelsen er i gang med løsninger. 

Overfor Finans beklager Fødevareminister Rasmus Prehn forløbet og forklarer ligeledes, at det skulle går stærkt af hensyn til folkesundheden.

 


 

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle