Da hans far blev syg, overtog Thomas gården på tre uger: - Det er så vigtigt med gode folk

Det er vigtigt at have gode folk omkring sig. Det mærkede 34-årige Thomas Søgård, da hans far sidste år blev syg og generationsskiftet skulle ordnes i en fart. Nu kører bedriften igen på skinner, hvorfor han forsøger at give lidt igen til medarbejdere og lokalsamfundet.

Thomas Søgård har det meste af sin ungdom gjort en dyd ud af at komme væk fra forældrenes gård og jerseykøerne, men som skæbnen nu engang er lunefuld, var det alligevel præcis dér, han endte med at høre til.

For Thomas Søgård ville på efterskole, og han boede siden på kostskolen på landbrugsskolen - og her valgte han at komme i tre praktikker på konventionelle mælkebedrifter med røde og sortbrogede dyr.

- Jeg trængte nok til at prøve noget andet, siger den i dag 34-årige Thomas Søgård.

Den unge landmand nåede da også at regne på overtagelsen af et kvægbrug.

- Men det var ikke rigtigt for os, ejeren Erik var dog et stort forbillede for mig i forhold til ledelse, og han er stadig med i vores advisory board, siger Thomas Søgård, der i 2012 alligevel var endt med at brænde lidt varm på idéen om at overtage familiens gård.

- Nu havde jeg været seks steder og synes, at nu var det på tide at komme hjem og lave svendestykket, siger Thomas Søgård. I dag ejer han Tastum Jersey, tidligere Nygaard, med lige over 520 økologiske malkekøer samt 399 hektar, hvoraf 200 er ejet.

Ændrede planer

Hverken far eller søn havde dog travlt. Forældrene drømte om at holde 40-års jubilæum, så Thomas Søgård overtog driften i stalden, mens faderen passede marken. Det gav også Thomas Søgård og konen Kristina god tid til at skrive den 46-siders lange forretningsplan.

Generationsskiftet måtte dog pludselig sættes i værk tidligere end planlagt. I november 2020 blev Thomas Søgårds far, Svend Otto, ramt af modermærkekræft, og selv om behandlingen først så ud til at virke, blev han meget dårlig i foråret 2021.


Thomas Søgård mistede sin far i juni 2021. Foto: John Christensen

- Vi kiggede på hinanden og blev enige om, at vi skulle handle nu, siger Thomas Søgård, der virkelig mærkede, hvordan familien rykkede tættere, medarbejderne tog ansvar for bedriften og rådgiverne smed alt andet for at hjælpe med at få papirerne i orden.

- Vi hev alle planer op af skufferne, og medarbejderne, rådgiverne og mange andre skal virkelig have ros for, at de fik det her kørt igennem. Det er så vigtigt at have gode folk omkring sig. Det er rørende, at så mange ville os og gjorde alt for at få det til at lykkes, siger Thomas Søgård med grødet stemme, mens han fortæller, at hele handlen blev ordnet på tre uger.

Han overtog bedriften 1. april 2021. De sidste papirer blev skrevet under i juni, fire dage før hans far døde.

- Han lærte mig op i markdriften, mens han lå på hospice.

Det var pisse uretfærdigt at miste min far, men det gode, vi må tage med fra det, er, at kunne vi klare det, kan vi klare alt. 
                                                                          Thomas Søgård 

Artiklen fortsætter under billederne


Thomas Søgård kalder sin hustru Kristina, som han mødte på efterskolen, for en stor styrke. Både da hans far døde i 2021, men også i det daglige. Hun er nemlig uddannet inden for forretningsudvikling, er god til strategi og ledelse og sidder med i gårdens advisery board. Sammen har parret snart tre børn. Foto: John Christensen


Gården er en gammel svineejendom, der er bygget om i 80'erne af Thomas Søgårds forældre. Thomas Søgård drømmer om at renovere stuehuset. Foto: John Christensen

Udvider mælkeholdet

Siden Thomas Søgård overtog ansvaret for køerne, er bedriften ved eget opdræt gået fra 400 til 520 køer. Han går meget op i dyrenes sundhed og lav dødelighed i stalden.

- Vi har gode dyr, det er en lukket besætning, og det gør genbanken bedre, siger Thomas Søgård, der sammen med medarbejderne har vundet utallige priser for dyrene på dyrskuer.

I marken pløjer, harver, tromler og sår bedriften selv, men en maskinstation står for skårlægning og majsene. Derudover køber Thomas Søgård foder af to planteavlere.

- Man skal ikke gøre det hele halvt, og det er sundt at arbejde sammen, siger han.

Thomas Søgård er nomineret som kandidat til titlen som Året Unge Landmand hos Landbrugsavisen.

Give tilbage

Forhandlet med i overtagelsen var et investeringsbudget på fire millioner, der er brugt på blandt andet nye kalve- og mandskabsfaciliteter til de ti ansatte inklusiv elever. I fremtiden drømmer de om at bygge nyt stuehus, at få en boring i marken, og så kigger Thomas Søgård på fremtidige miljø-tiltag som LED-lyd og en eventuel vindmølle-investering.

Bedriften leverer allerede økologisk gylle til det lokale biogasanlæg.

- Det var pisse uretfærdigt at miste min far, men det gode, vi må tage med fra det, er, at kunne vi klare det, kan vi klare alt, siger Thomas Søgård.

- Nu har vi overskud, og derfor vil vi gerne give lidt igen, siger han og henviser til, at han selv sidder i flere bestyrelser, at parret ansatte en flexjobber, har taget en udfordret skoledreng ind, og at gården ofte åbner sig som besøgsgård.

- Jeg er engageret, men jeg kender min prioriteter. Min familie kommer først, så mine kreditorer og så samfundet.

Faktaboks

Blå bog

  • 2005: Starter på Morsø Landbrugsskole og bor på kostskolen
  • 2008: Flytter sammen med efterskolekæresten Kristina
  • 2010, februar: Bliver faglært landmand efter tre praktikperioder på forskellige konventionelle bedrifter
  • 2010, august: Uddannet produktionsleder fra Asmildkloster Landbrugsskole
  • 2010, september: Ansat som driftsleder på økologisk bedrift i Hobro
  • 2012: Ansat på sine forældres gård
  • 2017: Uddannet virksomhedsleder ved siden af fuldtidsarbejdet på gården
  • 2021: Overtager familiegården på tre uger 

3 gode råd til nystartede

  •  Hjemmearbejde: Få styr på dig selv, og hvad du vil, få styr på medarbejderne, og hvad det gode liv er for dig. Kort sagt: Gør dit hjemmearbejde.
  •  Lyt: Der er mange praktikaliteter, når man skal etableres. Lyt til rådgiverne omkring dig, men husk også at lytte til dig selv og din mavefornemmelse.
  • Drive: Man har en masse drive og vilje som ung. Hav respekt for erfaring, men brug dit drive og din energi.

Emneord

Årets Unge Landmand 2022 , Top2 , video

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle