Dagen efter opsang: IT-knas med minivådområder løst

Den nye ansøgningsrunde for minivådområder åbnede 1. marts. Men en måned inde gjorde en IT-fejl det stadig umuligt at indsende ansøgninger - indtil ministeren bad om en løsning.

Den IT-fejl som i en måned gjorde det umuligt at indsende ansøgninger til minivådområder er nu fikset. 

Det melder afdelingen for Anlæg og Miljø hos Seges, der sidder og følger med i de indsendte ansøgninger.

Den nye ansøgningsrunde startede 1. marts, men i en hel måned gjorde en fejl i systemet, at oplandskonsulenterne landet rundt ikke kunne indsende ansøgningerne.

Da LandbrugsAvisen forelage oplysningerne om IT-fejlen for miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen, kaldte han det stærkt utilfredsstillende.

Minister på sagen

Ellemann-Jensen opfordrede straks Landbrugsstyrelsen til, at it-problemerne blev højeste prioritet og løst hurtigst muligt.

Og det blev den: Allerede dagen efter kørte systemet igen, fortæller Simon Rosendahl Bjorholm, der er specialkonsulent inden for vandmiljø hos Seges.

"Nu har det kørt hele sidste uge og denne uge uden problemer", siger Simon Rosendahl Bjorholm, der var spændt på, om man ville opleve flere fejl i systemet.

Hvad der teknisk er sket siden systemet ikke virkede, ved Simon Rosendahl Bjorholm ikke. Men fejlen gjorde, at konsulenterne fik vist en forkert udregning af, hvor meget landmændene ville kunne få i støtte til minivådområderne.

Konsulenterne havde altså mulighed for at gøre det meste af ansøgningerne klar, og manglede kun de sidste klik for at sende dem afsted. Det betyder, at man allerede har modtaget flere ansøgninger.

Forventer puljen brugt 

Simon Rosendahl Bjorholm ved ikke, hvor mange ansøgninger der allerede er sendt ind. Men forventningen er, at man vil modtage ansøgninger for hele puljen, der lyder på 115 millioner kroner. Kommer der endda flere ansøgninger kan man kigge på at bruge de 25 millioner, der er i overskud fra sidste ansøgningrunde - eller at rykke nogle af investeringer for næste år frem.

"Er det over-ansøgt kan man nok få tilsagn til at bruge flere midler, så man får en så god start som muligt på det her projekt", siger specialkonsulenten fra Seges. Han påpeger, at den nye form for ansøgningerne med en række standardomkostninger, har gjort det nemmere og hurtigere for konsulenterne at sende ansøgninger.

Derfor kan man også nå det endnu, hvis man gerne vil anlægge et minivådområde:

"Tidligere skulle man komme med et projekt to uger før, hvis man skulle nå at indhente to tilbud fra entreprenører. Nu kan man komme op til få timer før og stadig nå med", siger han.

Ansøgningsrunden lukker igen 30. april.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle