DanBred: Rådgivning skal følge med vores dyr

Det er en hjørnesten i det nye DanBred, at der følger rådgivning om produktion og management med til produktet, når udenlandske kunder køber ind.

Hvis man som udenlandsk kunde vælger avlsdyr fra DanBred, vil selskabet i endnu højere grad end hidtil satse på, at der følger rådgivning om produktion og management med både før, under og efter leveringen.

Det understreger salgsdirektør Claus Holmgaard.

"For at få det fulde udbytte af DanBred avlsdyr er det vigtigt, at vi klæder vores kunder godt på", understreger han.

Til det brug har DanBred et par håndfulde driftsledere, der i kortere eller længere perioder kan følge med dyrene til deres nye hjemland, og der oplære det lokale personale i at passe dyrene så de får høj effektivitet.

"Det er faktisk en hjørnesten i det nye DanBred, og både et krav og et ønske vi møder hos mange kunder", fastslår salgsdirektøren.

Derfor indgår aftalen om den medfølgende rådgivning i praktisk brug af avlsdyrene også som et vigtigt led i de fleste aftaler om levering af avlsdyr.

Og DanBred er åben omkring omkostningen ved denne merydelse.

"Vi skjuler på ingen måde omkostningen ved den ydelse for vores kunde, men det er forskelligt, om det indgår som en del af prisen på avlsdyrene eller som en særskilt ydelse ved siden af avlsdyrene", forklarer Claus Holmgaard.

Det er derimod gratis for alle, både danske og udenlandske kunder, at installere en ny app, som DanBred har fået udviklet, og som bliver præsenteret på Agromek i disse dage.

I app’en kan man få oplysninger om stort set alle områder af dansk svineproduktion som fx. ammesøer, løbning af søer og håndtering af polte.

"Den er foreløbing tilgængelig på dansk, engelsk og tysk, men flere sprog kommer til senere", fortæller Claus Holmgaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle