DanBred sigter efter mindre kuld i økologi-indeks

Økologiske svineproducenter tilgodeses af DanBred, der er på vej med et nyt økologisk avlsindeks for duroc-orner, som har anlæg for lavere kuldstørrelse.

En revidering af avlsegenskabernes værdi for et økologisk avlsindeks, der har eksisteret siden 2015, skal ske i foråret, og det fører bl.a. til, at der kommer et økologisk avlsindeks for duroc-orner.

Dermed er det også fremover muligt at vælge duroc-orner, som har anlæg for lavere kuldstørrelse.

Øko-indeks i 2015

Tilbage i 2015 kunne svineproducenter vælge DanBreds landrace- og yorkshire-orner ud fra et avlsindeks målrettet økologisk produktion, hvor de forskellige avlsegenskaber er vægtet anderledes end i det konventionelle, idet værdien af kuldstørrelse blev sat væsentligt ned, mens værdien for fodereffektivitet er vurderet højere.

»For en økologisk besætning kan en stor kuldstørrelse give udfordringer, fordi det er sværere at passe mange pattegrise på en faremark end i en stald. I indekset til økologiske svineproducenter er værdien af kuldstørrelse derfor vægtet anderledes«, fortæller Birgitte Ask, som er chefforsker hos Seges Svineproduktion, Avl & Genetik.

Seges Svineproduktion oplyser, at selv om det er muligt for økologiske svineproducenter at vælge DanBred-genetik, hvor kuldstørrelsen har en lavere vægtning, vil producenterne få glæde af den avlsfremgang, der opnås ved de øvrige avlsegenskaber - herunder kuldstørrelse og kødprocent.

»I den konventionelle produktion er der stigende efterspørgsel på overlevelse og pasningsevne, hvilket også vil komme den økologiske svineproduktion til gode i takt med udviklingen i avlsprogrammet, bl.a. fordi en lang række af egenskaberne gør sig gældende i begge produktionsformer«, forklarer Birgitte Ask.

Forhandles af KS-stationerne

Management er det dog afgørende at have i fokus for at få mest muligt ud af sin produktion.

»Vi håber, at udvælgelsen af orner, der er bedre egnet til den økologiske produktion, i samspil med managementstiltag vil være med til at løfte den økologiske produktionsform til et nyt niveau«, siger hun.

Seges Svineproduktion oplyser, at sæd fra DanBred-landrace og -yorkshireorner, der er udvalgt efter det økologiske indeks, forhandles hos DanBred-KS-stationerne Hatting A/S og Ornestation Mors.

Faktaboks

Nyt indeks

  • Revidering af værdien af avlsegenskaber i forået 2018 fører til et nyt økologisk indeks for duroc-orner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle