DanBreds resultat i styrtdyk: Ramt af metoo-sag og corona

2021 blev et dyrt år for genetik-virksomheden, der har været ramt af en metoo-skandale, fratrædelsesgodtgørelser og nedskrivninger af goodwill. Sidste års resultat på knap 50 millioner kroner er næsten forsvundet.

Der har ikke være meget at glæde sig over i genetikvirksomheden DanBred i det forgangende år.

Efterårets metoo-skandale fik jorden til at ryste under virksomheden, der ellers var kendt som et sikkert kort hos ejerne med Landbrug & Fødevarer i spidsen.

Nu, hvor regnskabet i virksomheden er gjort op, har skandalen, hvor først den tidligere direktør Thomas Muurmann Henriksen blev fyret og siden hele bestyrelsen gik af, kostet den nette sum af 12 millioner kroner i godtgørelser og konsulentbistand. 

I regnskabet for 2021 kan man læse, at begivenhederne i verden og i virksomheden har sat dybe spor.

Årets resultat er på 304.000 kroner. Året før lå tallet på 49.341.000 kroner.

I årsrapporten lyder det da også lakonisk:

- DanBreds realiserede resultat og indtjening for 2021 er markant lavere end forventet og på et markant lavere niveau end i 2020. Selskabets ledelse betragter derfor årets resultat som stærkt utilfredsstillende.

Resultatet, der nærmest kan betragtes som et nul, skyldes dog ikke og alene store udgifter til håndtering af metoo-sagen, men også hele verdensituationen med svinepest og corona.

Svinepest og corona

DanBreds aktiviteter i regnskabsåret 2021 har også været påvirket af eksterne forhold med Afrikansk Svinepest og cornoa, som både har påvirket det nære europæiske marked meget negativt samt stærkt begrænset bevægeligheden af selskabets produkter til blandt andet Asien.

Selskabet har på denne baggrund realiseret en omsætning, som er otte procent lavere end 2020 - primært drevet af en negativ markedsudvikling i Europa samt lavere projektsalg i Asien.

Selskabet har derudover måtte foretage ekstraordinære nedskrivninger på goodwill og tilgodehavender på omkring 15 millioner primært relateret til den negative udvikling på det europæiske marked.

Faktaboks

FAKTA

  • DanBred sælger søer, orner og sæd til brug for avl af grise med egenskaber optimeret til svinekødsproduktion. DanBreds leverandører er Avl- og Opformeringsbesætninger samt KS-stationer, der deltager i det danske avlsystem, DanAvl. DanBred sælger ligeledes teknisk support og rådgivning for at maksimere ydelsen af sine avlsgrise. 
  • Alle DanBreds produkter sælges under DanBred/DanAvl-varemærket gennem direkte salgskanaler eller gennem lokale strategiske partnere. 
  • 51 procent er ejet af Landbrug & Fødevarer, 24,5 ejet af Holdingselskabet DBI og 24,5 af grovvarekoncernen Danish Agro.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle