DanHatch-besætning ramt af fugleinfluenza: "Det er rigtig træls"

Øget dødelig fik i weekenden alarmklokkerne til at ringe hos stor DanHatch-besætning i Sønderjylland. Nu venter saneringsarbejdet.

Hønsebesætningen, der som den første i flere måneder er ramt af fugleinfluenza, er en stor DanHatch-ejet rugeægs-besætning i Iller ved Broager i Sønderjylland.

Det bekræfter koncernchef Kristian Kristensen fra DanHatch, der er ejet i fællesskab af DLG og Danish Agro.

"Det er rigtig træls for at sige det lige ud. Vi er nu i tæt dialog med myndighederne om, hvordan sagen skal håndteres", siger han.

Udbruddet blev konstateret, efter at bedriftens personale i løbet af weekenden konstaterede en øget dødelighed i besætningen.

"Der blev taget kontakt til myndighederne, som derefter tog prøver i løbet af søndagen", siger Kristian Kristensen.

Rugebesætning ramt

Der er tale om en ung rugeægsbesætning, hvorfra der produceres rugeæg, som efterfølgende udruges til daggamle kyllinger.

"Men det var en ung besætning, så der var endnu ikke udklækket nogle rugeæg fra besætningen," siger Kristian Kristensen.

Dermed er udbruddet af fugleinfluenza koncentreret omkring bedriften, hvor de 38.000 høns nu skal aflives.

"Hvornår myndighederne går i gang med aflivningen, ved vi endnu ikke - vi forventer, at det sker snart. Vi er i tæt dialog med myndighederne og vil arbejde tæt sammen med dem og deres veterinæreksperter om en saneringsplan", siger Kristian Kristensen.

Siden november 2020 har Fødevarestyrelsen fundet 16 udbrud af fugleinfluenza i store og små besætninger. Mere end 155.000 høns, ænder og andre fugle er aflivet for at forhindre yderligere smitte. Hertil kommer det nye udbrud med ca. 38.000 høns.

Det nye udbrud betyder desuden, at den danske fjerkræbranche igen må indstille dele af sin eksport til en række store tredjelande uden for EU, der ikke vil modtage danske fjerkræprodukter efter et udbrud af fugleinfluenza.

Faktaboks

Zoner

Fødevarestyrelsen har desuden oprettet en 3 og en 10 km bekæmpelseszone omkring udbruddet, hvor det nu er forbudt at sælge eller flytte æg, høns og andre fugle, med mindre man får en særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen. I tre km-zonen skal alle fjerkræejere registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle