DanHatch-direktør: Vi er ikke færdige med at vokse

Vækst ved opkøb og samarbejde er en del af dagsordenen for DanHatch.

På 20 år er omsætningen ti-doblet. Fra knap 120 mio. kr. til 1.200 mio. kr. I samme periode er navnet skiftet fra Knud Mølbjergs Rugeri til det noget mere internationalt klingende DanHatch, der frit oversat betyder ’Rugeriet Danmark’.

"DanHatch har været gennem en rivende udvikling siden årtusindeskiftet. Fra at være et lokalt baseret rugeri i Vendsyssel har vi i DanHatch Group i dag produktion i fire lande. Samtidig er vi blevet Danmarks største, Frankrigs næststørste og samlet set blandt Europas tre største producenter af daggamle kyllinger", siger Kristian Kristensen.

Har over 200 rejsedage

Han har stået bag roret som selskabets adm. direktør siden år 2000, og det var tilbage i 1993, at han fik sit første job i DanHatch, hvor han som helt nyuddannet landbrugstekniker startede som projektkoordinator på byggeriet af et nyt rugeri i Vrå. I dag har han over 200 rejsedage årligt i Danmark, Polen, Finland og Frankrig, hvor DanHatch har produktion.

"Lige nu bruger jeg rigtig meget tid i Frankrig, hvor vi sammen med vores belgiske partner Yellow Bird Group købte fire rugerier i 2017 og 18. Der er vi på kun to år gået fra nul til nu at udruge knap 25 procent af den franske produktion af daggamle kyllinger", siger Kristian Kristensen.

Som han ser det, sker der både i Europa og i resten af verden en konsolidering af slagterier og rugerier. Det skyldes, at en større volumen med den rette styring kan betyde faldende stykomkostninger, og det er vigtigt i et konkurrencepræget fjerkræmarked med mange slagteri- og rugeriaktører.

Derfor er DanHatch ifølge Kristian Kristensen heller ikke færdig med at vokse, og mulighederne for at øge volumenerne og samtidig styrke og konsolidere virksomheden er et punkt på dagsordenen, der hele tiden afsøges. Om det skal ske ved opkøb eller samarbejde, afhænger helt af den enkelte konkrete situation.

"Vi har to ejere, DLG og Danish Agro, der begge to har en vækststrategi. Og de har den holdning, at DanHatch skal udvikle sig profitabelt", siger Kristian Kristensen.

"Det betyder, at vi skal vokse, men det er ikke nødvendigvis det samme som opkøb. For vi er meget bevidste om, at vi ikke kan det hele selv. Et samarbejde kan være en lige så god løsning som at købe og i nogle tilfælde endda bedre".

"Det er vores engagement i Frankrig et rigtig godt eksempel på. Vores indtræden som en vigtig spiller i Frankrig, kunne vi ikke have løftet nær så godt uden vores belgiske partner", siger Kristian Kristensen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle