Danish Agro investerer i sol og vind

Grovvarekoncernen Danish Agro og energikoncernen Aura etablerer et fælles selskab, der skal investere i projekter indenfor vedvarende energi. Målet er mindst 200 GWh årligt senest i 2025.

Via fælles investeringer skal det nye selskab være med til at sikre den fremtidige forsyning af vedvarende energi i Danmark samt skabe markante ryk på den grønne omstilling. Det er det nystartede selskabs mål, at der skal produceres mindst 200 GWh årligt senest i 2025. Det svarer til energiforbruget for mellem 40-50.000 husstande, skriver Danish Agro i en pressemeddelelse,

Den producerede elektricitet skal være med til at sikre, at Danish Agro koncernens forsyning af elektricitet i Danmark på sigt udelukkende kommer fra vedvarende energikilder.

- Danish Agro har en ambition om, at koncernen på sigt skal forsynes udelukkende med vedvarende energikilder. Samtidig er der et stort, kommercielt potentiale for danske landmænd indenfor for eksempel biogas og solenergi. Det ønsker vi at være med til at udvikle, og jeg er sikker på, at vi sammen med Aura kan etablere spændende projekter, der batter i den grønne omstilling, oplyser Henning Haahr, koncernchef i Danish Agro, i pressemeddelelsen.

Samarbejder allerede

En af opgaverne i det nye selskab bliver at identificere og udvikle energiprojekter. Danish Agro og Aura har allerede et eksisterende samarbejde omkring etablering af et biogasanlæg i Østjylland via selskabet Bioenergi Østjylland A/S. Dette projekt bliver nu også lagt ind i det nye selskab.

- Aura vil være drivkraft for bæredygtighed og grøn omstilling, og vi har allerede længe været involveret i produktion og salg af vedvarende energi, siger Carsten Höegh Christiansen, administrerende
direktør i Aura Koncernen..

- Jeg er sikker på, at vi i samarbejdet med Danish Agro kan skabe stærke resultater, der vil sætte yderligere tempo på den grønne omstilling. Vi kommer med en stor indsigt i energisektoren og de muligheder, der ligger der, og i kombination med Danish Agros store indsigt i landbrugsbranchen vil vi stå stærkt sammen, siger Carsten Höegh Christiansen.

Det nye samarbejde om det fælles selskab er godkendt såvel i Danish Agros bestyrelse som i Auras repræsentantskab og vil træde i kraft med det samme.
 

Faktaboks

Om Aura koncernen

  • Aura er en østjysk energi- og fiberkoncern med ca. 315 medarbejdere, der beskæftiger sig med E-mobility, installation, fibernet, el-handel, vedligehold og udbygning af el-nettet samt innovative aktiviteter inden for vedvarende energi,
  • mobilitet og grøn omstilling.
  • Flere end 109.000 andelshavere ejer Aura, der har mere end 100 års erfaring med at opbygge og levere kritisk infrastruktur til vores kunder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle