Danish Agro: Vi skal dybere i værdikæden

Internationalisering og endnu dybere i værdikæden er en forudsætning for at skabe værdi for landmanden.

Vi er superfokuserede på, hvordan vi skaber merværdi for landmanden. Vi har ingen eksistensberettigelse, hvis ikke landmanden får mere ud af at handle med os«, sagde adm. dir. Henning Haahr, Danish Agro.

Danish Agro, der i de sidste år har satset hårdt på at få en del af det nordiske og baltiske maskinmarked som eneforhandler af tyske Claas, ser ingen fare i at sprede sig for meget. Tværtimod.

»80 pct. af vore aktiviteter er stadig grovvarer, og de sidste tyve procent er maskiner, premix, æg og kyllinger. Men vi tjener ikke mange penge hjem til landmændene ved at flytte korn. Pengene ligger ved, at landmanden får del i hele værdikæden. Det er kun en fordel, at maskinhandelen er på landmandens hænder.

Vi skal dybere og bredere i værdikæden, og det er en fordel for landmanden. Det giver en bedre risikostyring og dybest set merværdi, at det er landmanden, der tjener på, at vi handler med æg og maskiner. Det er der ingen modsætning i«, fastslog Danish Agro-direktøren.

»Dybest set er det de samme landmænd, vi handler maskiner og grovvarer med, så på den måde er der heller ingen modsætning«.

Landmænd under pres

»Vores ejere, de danske landmænd, er under et stort pres. Selv om danske landmænd er dygtige, er vi bare nødt til at erkende, at det er de udenlandske landmænd også. Og danske landmænd slæber en tungere rygsæk med i kraft af højere omkostninger. Så samhandlen med udlandet skaber et overskud til danske landmænd, som vi ikke kan hente i samme omfang herhjemme.

Og de flytter sig hurtigt fremad«, sagde Henning Haahr, der mener, at bæredygtighed bliver en stadig voksende udfordring.

»Der er ingen tvivl om, at danske landmænd og dansk landbrug har alle forudsætningerne for at være blandt de første med et bæredygtigt landbrug. Men vi må også erkende, at det koster. Der skal være økonomi i bæredygtighed. Vi kommer aldrig i mål, hvis vi ikke vi får en merpris for vores varer. Så enkelt er det bare«.

»Vi har som grovvareselskab en helt åbenlys mulighed for sammen med vores landmænd at vise vejen for andre landes landmænd, når det gælder bæredygtighed. Vi kan vise, hvordan man producerer mere på mindre«, sagde Henning Haahr.

Faktaboks

Danish Agro

  • Omsætning 34 mia. kr.
  • Andelshavere ca. 9.000.
  • 40 procent af omsætningen skabes i Danmark, dernæst er Finland og Tyskland de største markeder.
  • 4.768 medarbejdere.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle