Danish Agro: Vi skal lave mere rådgivning af landmænd

Danish Agros formand Jørgen Mikkelsen udfordrede på landmands-møde: Grovvaren skal rådgive mere, lød det.

Danish Agro vil i fremtiden rådgive sine kunder mere. Det er ganske enkelt en nødvendighed, lød det fra grovvareselskabets formand Jørgen Mikkelsen på et stort anlagt debatmøde om fremtidens landbrug.

Mødet var arrangeret af syv midt- og østjyske landboforeninger i fællesskab og foregik i Silkeborgs Jysk Arena.

Og Jørgen Mikkelsen var udmærket klar over, at hans udtalelser kunne provokere, da han indtog talerstolen for at holde oplæg til debat om fremtidens samarbejde mellem landmænd og deres selskaber.

"Der er nogle steder, hvor vi skal turde gå ind som selskab. Jeg kan ikke forstå, at når man køber foder, så må det ikke være vores rådgivere, der skal rådgive. Så skal man have en uvildig rådgiver til at fortælle om det. Men når vi producerer foder, så skal vi have rådgivning med", konstaterede han og tilføjede, at han mener, at Danish Agro i det tilfælde ofte vil være bedre end rådgivningsselskaberne.

"Andelsselskaberne bliver nødt til at gå ind i det her. Blandt andet på konceptavl. Den slutbruger, vi leverer til, vil have dokumentation. Det ligger naturligt, at den rådgivning, der skal til, er noget, vi påtager os, så vi støtter op i hele vækstsæsonen", sagde han.

Rådgivningen laver også brancheglidning

Enkelte af tilhørerne havde svært ved at tilbageholde udbrud af begejstring eller overraskelse under Jørgen Mikkelsens oplæg. De fik følgende bemærkning med fra Danish Agro-formanden, da han talte om brancheglidning.

"Jer, der har ansvar for rådgivningen, I kan ikke have noget imod det her. Vi accepterer, at I alle har en indkøbsafdeling, og at I handler med råvarer. Så kan problemet vel heller ikke være så voldsomt den anden vej, hvis vi rådgiver om vores produkter", lød det.

Jørgen Mikkelsen konstaterede dog, at han også gerne så samarbejder om netop rådgivningen, hvis sådanne løsninger kan lade sig gøre. Danish Agro har ikke ønske om særskilt at etablere rådgivningsfunktion bare for at have den - den skal alene bruges til at sikre produkterne.

Ingen marginer i traditionel grovvare

"Vi er i Danmark født med højere omkostninger end andre. Vi må ikke regne med, at vi kan overleve på bulkvarer. Taler jeg på den grønne sektors varer, skal vi turde lave højværdiafgrøder. Skal vi nå at lave de produkter i vækstsæsonen, skal vi turde holde hinanden i hånden. Der kræves sporbarhed", sagde Jørgen Mikkelsen og henviste så til en succesrig andels-kollega.

"DLF er ikke blevet markedsleder world-wide, fordi de har taget rådgivere ind. Men det har hjulpet godt på vej. De har styr på det fra start til slut og en ordentlig specifikation", sagde han og fortsatte argumentationen:

"Traditionelle grovvarer er ved at blive en ren logistikopgave. Vi kan ikke opretholde marginerne. Vi må bare se, at der er andre steder, hvor man tjener mere, end på at levere korn og gødning. Vores vej frem er konceptavl. Men så må vi have rådgivning med, så vi er sikre på, at vi kan levere produktet", lød det.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle