Danish Crown-datter vil slagte langt flere grise

Mens Danish Crown som samlet koncern forventer, at antallet af danske slagtninger skal fastholdes eller endda mindskes lidt de kommende år, har økodivisionen Friland store planer om vækst.

Mens Danish Crown som samlet koncern lægger op til stagnering i de danske slagtninger, vil økodivisionen Friland køre en målrettet vækststrategi på antallet af dyr de kommende år.

Dermed skal Friland fortsætte væksten også de kommende fem år - og det endda med en vækst, der skal sikre en omsætningsstigning på 25-40 procent frem mod 2026.

Det oplyser Friland i en pressemeddelelse om strategien Feeding the Future, som Danish Crown samlet præsenterer tirsdag.

"Vi håber, at vi over de kommende år kan øge antallet af dyr til slagtning på alle fire kategorier i Friland. Men det er helt afgørende, at vi fortsat tilbyder høj stabilitet i afregningsprisen, ligesom det er vigtigt for os, at vi ikke har flere dyr, end der er en lønsom efterspørgsel på", udtaler Claus Hein, direktør for Friland.

Efter flere år hvor Frilands øko-notering har været stagneret omkring 21-22 kr. er svinenoteringen for økologerne hos Friland lige nu oppe i 27 kroner, et niveau prisen ikke har ramt siden 2017.

Men der er altså ikke lagt op til nu at åbne for sluserne for optag af nye frilandsgrise, samt økologiske kreaturer og grise. Målet er i stedet at sikre en mere stabil afregningspris til leverandørerne, via langsigtede, strategiske kundepartnerskaber, fremgår det.

Med en samlet omsætning i Friland på 859 mio. kr. i seneste regnskabsår, fylder Friland en absolut mindre del af Danish Crowns samlede omsætning på 60 mia. kroner årligt. I alt slagtede øko-divisionen, der også tæller kødkvægskoncepter, omkring 275.000 dyr sidste år. Det skal ses i sammenhæng med, at slagterikoncernen slagter mellem 12 og 13 mio. danske grise årligt.

Derudover skal Friland, som den øvrige koncern, opgradere sine satsninger inden for bæredygtighed.

"Friland skal være en driver inden for bæredygtighed både i forhold til værdi og omdømme for både Friland og hele Danish Crown-koncernen. Det skal ske gennem en øget kontakt og endnu bedre samarbejde mellem Friland og landmændene. Her vil vi arbejde videre med individuel udvikling af bæredygtighedsplaner på gårdene, så landmændene i Friland bliver spydspids på klima, bæredygtighed og biodiversitet", udtaler Claus Hein, der vil fremlægge flere konkrete tiltag hen over sommeren.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle