Danish Crown donerer 100.000 måltider til udsatte danskere

På trods af smitterisikoen arbejder frivillige i de danske nødhjælpsorganisationer stadig videre for at hjælpe udsattedanskere. Det arbejde bakker Danish Crown nu op om ved at donere 100.000 måltider til fire hjælpeorganisationer.

I en tid, hvor der mere end nogensinde før er brug for sammenhold, er der endnu mere brug for hjælp til de mest udsatte grupper i det danske samfund.

Det mener Danish Crown, der har doneret i alt 100.000 måltider til Blå Kors, Kirkens Korshær, Frelsens Hær og KFUM’s Sociale Arbejde.

Måltiderne distribueres med hjælp fra FødevareBanken, skriver slagteriet i en pressemeddelelse.

"Vi er meget taknemmelige. Det er en virkelig flot donation, som helt bestemt kan mærkes både på bundlinjen og hos de udsatte, som får direkte gavn af gaven", siger generalsekretær i Blå Kors Christian Bjerre i pressemeddelelsen.

I øjeblikket leverer hjælpeorganisationerne blandt andet måltider til væresteder, sociale cafeer og nødherberger.

Det bliver op til hjælpeorganisationerne selv at vælge de produkter og færdigretter, de vil bruge i deres arbejde, da det er den bedste vej til at sikre en effektiv hjælp. Det kan eksempelvis være Steff Houlberg-pølser, MOU-supper og færdigretter som boller i karry og gule ærter.

"Alle i Danish Crown er engagerede i at bidrage til at sikre, at den igangværende sundhedskrise ikke udvikler sig til en fødevarekrise. Det gælder lige fra landmanden og slagteriarbejderen til medarbejderne på vores fabrikker og kontorer, og med de fire hjælpeorganisationer og Fødevarebankens indsats, er det muligt for os at gøre noget for nogle af mest udsatte borgere i Danmark", siger Mike Sauerberg, der er landedirektør i Danish Crown Foods, som bl.a. står bag Tulip, GØL, Steff Houlberg, MOU og Den Grønne Slagter.

Ud over de 100.000 måltider donerer Danish Crowns webshop, DYRBAR.dk, yderligere et måltid til hver af de fire hjælpeorganisationer for hver ordre, der tikker ind i april måned.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle