Danish Crown er bagud og trækker bremsen: Indfører venteliste for medlemsskab

Der er så hårdt pres på kapaciteten på slagterierne, at der ikke bare optages nye leverandører.

Køen af grise, der skal slagtes hos Danish Crown er så lang, at slagteriselskabet nu midlertidigt sætter en bremse på optaget af nye andelshavere. Det sker ved at indføre venteliste til optagelse af nye leverandører på slagtesvinesiden.

Årsagen skal findes i de to store pandemier, der hærger verden pt. Den ene på dyresiden, hvor udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland medfører et større pres på de danske slagterier, fordi flere grise bliver hjemme. Den anden pandemi er covid-19, der gør, at Danish Crown må sende langt flere medarbejdere hjem som følge af sygdom eller mistanke om samme.

"Vi er helt aktuelt bagefter med afhentning af tilmeldte grise til slagtning. Det er ikke en holdbar situation, så derfor ser vi os nødsaget til midlertidigt at indføre en venteliste for optagelse af nye griseandelshavere. Det er helt centralt, at vi ikke mister overblikket, for uden en klar plan for slagtningerne op til og hen over julen kan vi meget hurtigt komme yderligere bagud", udtaler Erik Bredholt, der er bestyrelsesformand i Danish Crown.

Nærmer sig en uge bagud

I ugens opdatering på slagtesituationen melder slagteriet, at man nu skubber 185.000 grise til næste uge - det er næsten dobbelt så mange som for en måned siden. Der slagtes ekstraordinært grise i Blans og Sæby denne weekend.

Danish Crown har de seneste år slagtet ugentligt mellem 225.000 og 250.000 grise. 

Med meldingen om, at Danish Crown nu lukker for optag af nye leverandører kan det blive væsentlig sværere, nærmest umuligt at etablere sig som slagtesvineproducent lige pt. i Danmark.

Også Tican har nemlig meldt ud, at man har lukket for optag af ekstra slagtesvin på grund af stort pres på kapaciteten de seneste måneder. Tilbage er dermed kun de mindre slagterier, som Danepork, der i flere omgange også tidligere har meldt, at man havde fyldt kapaciteten op.

Vedtaget fra dags dato

Suspension af fristen for optagelse af nye griseandelshavere og indførelse af ventelisten blev vedtaget på et ekstraordinært bestyrelsesmøde onsdag aften og er gældende fra dags dato og indtil videre.

Erik Bredholt understreger, at det skal ses som et midlertidig tiltag:

"Vi trækker kun i det her håndtag nu, fordi vi kan se, at vores slagtekapacitet er udfordret. Hvis vi optager nye griseandelshavere og dermed forpligter os til at afhente og slagte flere grise lige nu, så slår vores slagtekapacitet ikke til. Vi vil følge udviklingen nøje og ser frem til igen at kunne byde nye andelshavere velkommen i selskabet", siger han.

Formanden har tidligere talt om, at der også kunne indføres A- og B-kvoter på slagtesvin, der blev leveret ud over de normale mængder. Dette er dog ikke endnu nødvendigt.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle