Danish Crown falder tilbage på afregningsmål: "Vi er, hvor vi vil være"

Slagterikoncernens målsætning om at ligge 60 øre foran konkurrenterne synes længere væk end nogensinde. Tulips nedtur og høje råvarepriser har trukket i den gale retning, men nu går det fremad, lyder det fra Jais Valeur.

Der gik formentlig mange smil rundt ude i de danske svinestalde, da Jais Valeur for et år siden meldte ud, at man senest i 2021 ville have en notering, der lå 60 øre over de europæiske konkurrenter.

På daværende tidspunkt lå Danish Crown langt fremme i konkurrencen og var faktisk 23 øre foran pr. kilo svinekød målt på et vægtet gennemsnit af konkurrenter fra Spanien, Tyskland, Holland og Frankrig. De 60 øre skulle så planmæssigt komme oveni, og det betød en merpris på 83 øre pr. kilo.

Og selvom optimismen var stor hos både koncernchef Jais Valeur og bestyrelsesformand Erik Bredholt ovenpå offentliggørelsen af det vilde vækstmål, trækker de seneste regnskabstal nu den gale vej. Danish Crown falder med det nye regnskab godt 10 øre under indekset – med andre ord er der godt og vel 93 øre op til målet om at ligge 60 øre over konkurrenterne.

”Vi går lidt baglæns, men det er vi ikke forskrækkede over, for vi vidste godt, at det ville komme. Vi er, hvor vi gerne vil være”, siger Jais Valeur.

Men det kan da unægteligt ikke være tilfredsstillende, at I går tilbage?

”Nej, det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, men det var ikke uventet. Det havde været meget utilfredsstillende, hvis ikke man var forberedt på det. Men det skyldes i det store hele to ting: Den engelske forretning, og at vi har den her forsinkelse i forædlingsdelen,” siger Jais Valeur.


Det britiske problembarn

Han henviser til de problemer, der i forrige og ind i indeværende år hobede sig op i den britiske forretning Tulip Ltd. Selskabet tabte et tocifret millionbeløb på driften i forrige år, og det førte til en nedskrivning i Danish Crowns sidste årsregnskab.

Det britiske selskab tabte på daværende tidspunkt over en milliard kroner i omsætning, og det førte til en fyring af direktøren.

Siden har Tulip ryddet op, og tilbage i juli meldte Danish Crown ud, at selskabet atter tjente penge på ugentlig basis. Det ændrer ikke ved det faktum, at Tulip UK i dette regnskab giver et minus på 230 mio. kr.

”Men nu er der kommet styr på det, og vi har siden sommeren tjent penge hver uge i England. Det får vi glæde af i det kommende år. Selskabet kommer selvfølgelig ud med et overskud, men hvad resultatet bliver, kan vi ikke sige noget om endnu, andet at det ser positivt ud”, siger Jais Valeur.

Detailhandlen driller

Når man som Danish Crown har kørt koncernhjulene mere i retning af forædling, er det helt naturligt et tveægget sværd, når priserne på svinekød pludselig skyder i vejret, som de har gjort i det i år.

Forædlingsselskabernes råvare er blevet dyrere løbende med svineprisen, og det giver udfordringer i detailhandlen, hvor man på private label-produkter kører med lange leveringskontrakter.

Det giver anledning til en gedigen armlægning med detailkæderne om at sætte priserne op, men også her har Danish Crown formået at vende udviklingen.

”Forædlingsselskaberne har en forsinkelse på grund af private label-mærkerne, og det vidste vi godt ville komme, da priserne gik op. Men vi har løftet priserne med 3,5 mia. kr., og vi kan se, at det virker,” siger Jais Valeur, der dog ikke vil udpensle, hvor meget råvareprisernes himmelflught har kostet koncernen.

I forretningsbenet Foods, der tæller en produktpallette af bl.a. bacon, pålæg, pølser og supper, er driftsresultatet (EBIT) imidlertid faldet til 282 mio. kr. i år fra 655 mio. kr. sidste regnskabsår.

Og hos Danske Svineproducenter, der i forbindelse med Danish Crowns regnskab ellers har udtrykt stor utilfredshed, er der også tillid til slagtetoppens formaning om lysere udsigter.

”Jeg synes, at Jais siger det rigtige, og jeg er fortrøstningsfuld, når han stiller sig op og siger, at han ikke ryster på hænderne og fastholder strategien. Men når det er sagt, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at man har tabt så meget terræn i forhold til strategien om, at man vil lægge sig i spidsen af den europæiske notering. Det er ikke bare ærgerligt, det er virkeligt skuffende,” siger Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle