Danish Crown fastholder notering - der sker næppe meget før påske

Efter de seneste ugers prishop på en hel krone på de danske grise, ligger priserne for den kommende uge stille på samme niveau, nemlig 10,5 kroner per kilo.

Efter de seneste ugers optismisme - drevet af et markant prispres fra de tyske landmænd og den tyske omsætterorganisation VEZG - er der nu nemlig stilstand på "pris-trappen", mens alle får vejret og arbejder på at sende prisforhøjelserne videre ud i de næste led, bemærker Danish Crowns salgsboss Lars Andersen i den ugentlige opdatering fra selskabet:
 
"Alle arbejder målrettet på at løfte priserne til både detailhandlen og kunderne i forarbejdningsindustrien. Det lykkes i vid udstrækning, men prisen på de levende grise er steget så hurtigt, at det ikke er en opgave vi kommer i mål med på en, to eller tre uger", udtaler han.

Udbuddet er stadig lavt, mens efterspørgslen holdes stabil. Lars Andersen bemærker dog, at der skal øget efterspørgsel til, hvis priserne skal tage et ekstra ryk.

"Alle tørster efter at se en genåbning af restauranter og caféer på tværs af Europa. Lige nu går det desværre den forkerte vej med smittetallene i flere lande, og det har lagt en dæmper på optimismen den seneste uge. Det ændrer ikke på, at alle forbereder sig på det markante skifte, der alt andet lige vil komme i efterspørgslen, men det kommer næppe inden påske, som mange havde håbet", mener han.

Hop til søerne - og slut med B-grise

Søerne tager derimod endnu et tiltrængt hop opad med plus 30 øre per kilo og lander dermed på 6,60 kroner per kilo. Et absolut mærkbart løft i forhold til bundniveauet for få uger siden på under 5 kroner per kilo.

Fra den kommende uge er det i øvrigt slut med at afregne "ekstra-grise" fra andelshaverne med B-griseprisen, hvor der blev slået hårdt med et fradrag på knap 200 kroner per gris for leverancerne ud over svineproducenternes tildelte kvote.

Danish Crown melder om en god efterspørgsel på skinker og bacon, mens der er et jævnt salg af forender, brystflæsk, bove, kamme og nakker.
 
Til landene udenfor Europa er der en god efterspørgsel fra Kina og en stigende interesse fra Japan. 
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle