Danish Crown fastholder notering for tredje uge i træk

Udbuddet af grise til slagtning er lavt i Europa.

Selvom der er en stabil efterspørgsel efter grisekød i Europa, vil priserne ikke følge med op. De er nemlig upåvirkede af overgangen fra sommer til efteråret i detailhandlen, og udbuddet af grise til slagtning er lavt.

Det betyder også, at Danish Crown i næste uge lader noteringen for slagtegrise ligge på 12,40 kroner pr. kilo.

Det er tredje uge i træk, at grisenoteringen er uændret. Den er således ikke steget siden den sidste uge i august. So-noteringen forbliver på ni kroner, efter den steg 30 øre i denne uge.

- Vi er kommet igennem den periode på året, hvor priserne i markedet typisk sætter sig uden tilbageslag i priserne. Det skyldes uden tvivl et lavt udbud af grise til slagtning i Europa. Nu begynder alle at positionere sig frem mod julehandlen. De første produktioner af frosne varer til julehandlen er i gang, men det er ikke noget, der fylder meget i det store billede, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown, i en pressemeddelelse.

Jævn eksport

Mens salget af fersk grisekød i Europa er stabilt, er der også en jævn eksport ud af EU.

Til den handel hører også Storbritannien, og efterspørgslen fra kunderne på den anden side af Nordsøen er god. Men ligesom eksporten til Japan udfordres den i øjeblikket af forskydninger i valutakurserne.

- Både yen og pund er den seneste tid svækket over for euroen. Det er ikke unormalt, men svækkelserne kommer på et tidspunkt, hvor vi i forvejen er ude at hæve priserne. Det gør bestemt ikke prisforhandlingerne med vores kunder nemmere, fordi de i den anden ende også skal finde en vej til at skubbe prisstigningerne ud til deres kunder, så salget af varerne ikke dykker alt for meget, men vi kører på, siger Mads Stougaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle