Danish Crown hæver kvægnoteringen: Branchen er oppe i omdrejninger

Rekordhøje kødpriser trækkes af stor efterspørgsel. Kalvene oplever højeste stigning.

Både det danske marked og især de sydligere eksportmarkeder varmer så småt op til højsæson og turister.

Den fortsat høje efterspørgsel betyder, at Danish Crown Beefs notering i den kommende uge hæves med op til 75 øre pr. kilo for visse grupper af kalve i Dansk Kalv-konceptet, mens alle øvrige kategorier stiger med 40 øre. 

Efter en veloverstået påske er det ifølge Finn Klostermann, administrerende direktør i Danish Crown Beef, tydeligt, at alt fra grillsæson til restaurationsbranchen herhjemme er oppe i omdrejninger. Nu handler det om at sikre de nødvendige råvarer, så slagteriet kan holde forbrugerne forsynet gennem det sene forår og sommeren.

- Derfor hæver vi noteringen bredt, men giver især kalvene et ekstra skub, da efterspørgslen på de produkter er meget høj, siger Finn Klostermann.

Grill i højsædet

Kigger man mod Sydeuropa fortsætter både de spanske, italienske og græske kunder med at lægge pæne ordrer til gode priser, mens der i krogene tales om store forventninger til den kommende turistsæson.

- Efter et par år med stor usikkerhed i de turistområderne og skifter restriktioner, tegner det endelig til at blive en sommersæson som ”normalt” med masser af turister og udespisning i Sydeuropa. Det mærker vi allerede på de nuværende ordrer, men også på de følere, som kunderne lægger ud, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.

Under mere hjemlige himmelstrøg er det dog grillsæsonen, som bliver den dominerende faktor i forhold til afsætningen. Det betyder blandt andet, at Danish Crown Beefs forædlingsfabrik i Sdr. Felding har ekstra travlt med at producere grillprodukterne af det røde kød og kalv. Der er dog især én produktkategori, som ser ud til at tage teten i den kommende sommersæson.

- Vi producerer burgerbøffer som aldrig før til både det danske og tyske marked. Efterspørgslen er meget stor, men det er også et produkt, som er nemt og tiltalende at gå til. Specialburgerne er noget af det, vi sælger allermest af. Samtidig er der i fuld fart på kalvekødet. Mange detailkunder har svært ved at skaffe det røde kød, hvor prisen er ekstra høj, men det betyder i stedet god plads – og flot salg – til kalvekødet, siger Henning Sønnichsen.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle