Danish Crown henter ny direktør til topledelsen

Ny direktør hentes ind i Danish Crowns topledelse, der dermed vil bestå af 13 personer.

Danish Crown henter nu en ny drivkraft til at stå i spidsen for produktudvikling og fødevarer.

Det sker med ansættelsen af Charlotte Wandorf, der ifølge Danish Crowns pressemeddelelse har en stærk baggrund i netop salg af dagligvarer og fødevarer fra flere store internationale koncerner. I dag er hun ansat som driftsdirektør, såkaldt COO i bilisternes interesseorganisation FDM. Derudover har hun en række bestyrelsesposter, herunder i Begravelse Danmark, samt Magnus Olesen A/S.

Charlotte Wandorf skal bestride stilling som chef for Danish Crown Categories, der er nyoprettet sammenlægning af slagterikoncernens tidligere afdeling for fødevarer i det nu tidligere Tulip, samt også Danish Crowns færdigvarer og måltidsløsninger. Kort og forsimplet sagt den mere forædlede del af kødsalget.

Hendes placering bliver i den absolutte top af Danish Crowns hieraki, nemlig i koncernledelsen, der laget lige under direktionen, hvor adm. direktør Jais Valeur, finansdirektør Thomas Ahle og driftsdirektør Preben Sunke har plads.

I koncernledelsen er der i alt 13 chefer, hvor Charlotte Wandorf altså bliver den 13 og sidste, så ledelsen er fuldt besat.

Kæmpe omvæltning i organisation

Ansættelsen af Chrarlotte Wandorf sker som led i den enorme transformation af slagterikoncernens organisation, der er sat i gang af den nye fem-årige strategi, der blev lanceret i sommer. Den indeholder blandt andet også en sammenlægning af Danish Crown Pork og Danish Crown Foods - en fusion, der let kan måle sig blandt de største fusioner mellem virksomheder herhjemme.

Charlotte Wandorf har tidligere arbejdet for Kraft Foods og Colgate-Palmolive, og senere som administrerende direktør for Leo Burnett Direct/Sales, under en amerikanskejet reklamevirksomhed.

I 2003 stiftede Charlotte egen virksomhed Relationscore, som hun siden solgte til Implement Consulting Group i 2013. Fra 2013 til 2018 arbejdede hun som partner med Implement, indtil hun kom til FDM som COO.

"Charlotte får brug for al sin energi, gode lederegenskaber og stærke kommercielle drivkraft til at hjælpe os med at indfri de høje forventninger til Danish Crown Category-teamet. Jeg glæder mig til at byde Charlotte velkommen ombord. Vi har nu et fuldt lederteam til at sikre implementering af vores Feeding the Future-strategi", udtaler Jais Valeur i en pressemeddelelse.

Måltidskasser - både med og uden kød

Opgaven for teamet er blandt anden at levere på vækstambitionerne inden for kategorier som bacon og pizza toppings, hvor Danish Crown er europæiske markedsledere. Samtidig er der en opgave med at øge værdiskabelse på de grise, som Danish Crowns danske ejere leverer og endelig er det Danish Crown Categories, der skal at definere koncernens fremtid indenfor måltidsløsninger baseret på både animalske og vegetabilske proteiner.

"Jeg er glad og ydmyg på samme tid over at slutte mig til Danish Crown-familien. Danish Crown er en af vores danske kronjuveler på den internationale scene. Imidlertid har de løbende ændringer i forbrugeradfærd med det omfattende fokus på bæredygtighed og digitalisering åbnet nye muligheder for FMCG-aktører og især for fødevareleverandører", udtaler Charlotte Wandorf, der forventer at rykke til Randers fra den nuværende bopæl i København, når hun starter i jobbet om få uger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle