Danish Crown holder svinenoteringen: "Priserne er ved at stabilisere sig"

Danish Crowns slagtesvinenotering ligger stille i uge 30.

Det europæiske marked for grisekød er ved at finde sine fødder igen efter en måned med "uro grænsende til kaos", som Danish Crown beskriver det.

Derved undgår den officielle slagtesvinenotering hos Danish Crown igen et prisfald og forbliver uændret. Griseprisen for uge 30 er altså fortsat 10,50 kr. pr. kg.

Det er anden uge i træk, at prisen ligger stille. Også sonoteringen er uændret på 5,60 pr. kg.

Siden Danmark lukkede ned i uge 11 i marts, er kiloprisen faldet med 3,80 kr.

"Der er fortsat et relativt stort udbud i forhold til forbruget i Europa, men priserne har i en vis grad stabiliseret sig. Ferieperioden nærmer sig dog i det sydlige Europa, men det er uklart, hvordan det vil påvirke markedet, for indtil videre har både foråret og sommeren langt fra fulgt de mønstre som vi kender", siger Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Der er en god efterspørgsel på skinker, nakker og kamme, mens afsætningen af forender, bove og brystflæsk er stabil. Det samme gælder salget af bacon til Storbritannien.

Til landene udenfor Europa er der i øjeblikket et godt salg til Japan og en jævn afskibning til Kina, melder slagteriet.

Også øko-tillægget og notering for Friland er uændret.

Opdateret kl. 15:03 med tillægget for øko og Friland.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle