Danish Crown igangsætter undersøgelse efter tilbagetrækning af oksekødsrapport

Den tilbagetrukne oksekødsrapport fra Aarhus Universitet har nu fået Danish Crown til at igangsætte en undersøgelse af samarbejdet med forskningsinstitutioner.

Aarhus Universitet trak i begyndelsen af september en efterhånden meget omtalt og udskældt oksekødsrapport fra juni 2019 tilbage, efter der var blevet rejst kritik af universitetets samarbejde med Landbrug & Fødevarer og Danish Crown.

Efter at have vurderet forløbet trak Aarhus Universitet oksekødsrapporten, der handler om oksekøds miljø- og klimabelastning, tilbage med begrundelsen, at den ikke overholder standarderne for armslængde og uvildig forskning.

Blandt andet har kritikken gået på, at L&F har fået mulighed for at blande sig for meget i rapportens indhold, og det er blevet bevist, at interesseorganisationen skrev mere end blot forordet, som miljøchef Anette Christiansen, svarede til Landbrugsavisen tidligere. Ligesom aktindsigter viser, at Danish Crown har valgt rapportens titel og forsidebillede.

Som en konsekvens af det forløb igangsætter Danish Crown nu en undersøgelse af samarbejdet med forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

"Vi er dybt afhængige af uafhængig forskning i Danish Crown. Derfor må der aldrig kunne sås tvivl om, hvorvidt forskning, som involverer Danish Crown, er uvildig eller ej. Derfor har vi nu igangsat en intern undersøgelse af vores måde at samarbejde med offentlige institutioner omkring forskning på, så dette ikke sker igen. Vores integritet skal ikke kunne beklikkes", siger Jais Valeur, Group CEO i Danish Crown.

Danish Crown har bedt Kammeradvokaten/Advokatfirmaet Poul Schmith om at give en uvildig vurdering af virksomhedens samarbejdsmetoder med forsknings- og uddannelsesinstitutioner.

"Det er vigtigt for os at komme det her problem helt til livs. Vi støtter fuldt ud den frie forskning. Derfor har vi valgt at benytte os af uvildig juridiske eksperter, som skal gå al materiale vedrørende samarbejdet med forskere og uddannelsesinstitutioner igennem og vurdere, om der er forhold, vi skal ændre", siger Jais Valeur.

Undersøgelsen er allerede sat i gang, og Danish Crown forventer, at der kommer et resultat inden for kort tid.

Rapporten har også kostet L&F, der har valgt at tilbagebetale de 455.000 kroner, som man havde fået af Kvægafgiftsfonden til at lave rapporten. Sagen har også fået konsekvenser for Aarhus Universitet, som af uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er blevet bedt om en forklaring i sagen, samt at lederen af Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, Erik Steen Kristensen, har trukket sig.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle