Danish Crown indstiller storstilet klimakampagne

Samtlige supermarkedskæder i Danmark afviser at sælge kød med mærket 'Klimakontrolleret kød', og det får nu Danish Crown til at stille den storstilede kampagne i bero.

Danish Crown sætter sin store markedsføringskampagne under sloganet 'Klimakontrolleret gris' i bero.

For et par måneder siden afviste Danish Crown ellers at trække markedsføringskampagne tilbage, efter at grønne organisationer havde kritiseret den og betegnet den som greenwashing.

Men efter at samtlige supermarkedskæder i Danmark nu har fravalgt at føre grisekød med mærket 'klimakontrollet gris', giver det ikke længere mening at have kampagnen kørende, oplyser kommunikationsdirektør i Danish Crown, Astrid Gade Nielsen.

"Kampagnen bliver stillet i bero. Der er ikke grund til kampagner for et produkt, forbrugerne ikke kan finde ude i butikkerne", siger hun og tilføjer:

"Så må vi se på andre måder for at få kommunikation ud om de initiativer, som landmændene arbejder med ude på gårdene

Kritik fra grønne organisationer

Supermarkedskædernes fravalg af kød mærket med 'klimakontrolleret kød', der nu får Danish Crown til at indstille kampagnen, kommer efter at en stribe grønne organisationer i løbet af foråret og sommeren har haft held med deres modkampagne.

Blandt andet Greenpeace har kritiseret Danish Crown-kampagnen, og de tre organisationer, Dansk Vegetarisk Forening, Klimabevægelsen og Den Grønne Studenterbevægelse, har endvidere stævnet Danish Crown for vildledning af forbrugerne.

Retssagen kommer til at handle om, hvorvidt Danish Crown har overtrådt markedsføringsloven ved at markedsføre dansk svinekød som "mere klimavenlig, end du tror" og ved at anvende betegnelsen "klimakontrolleret gris".

"Vi taber klimakampen"

Danish Crown har hele tiden fastholdt, at kampagnen ikke er vildledende, og Astrid Gade Nielsen ærgrer sig over, at sagen nu er kommet så vidt.

"Det er ærgerligt, at vi ikke kan kommunikere om klimakontrolleret gris. Et eller andet sted taber vi jo klimakampen, hvis ikke også store virksomheder må kommunikere om vores indsats og tage del i klimakampen", siger hun og henviser til, hvad Danish Crown kalder et ambitiøst bæredygtighedsprogram.

"Landmændene er i fuld gang med at reducere deres klimaaftryk, og hvis man ikke kan fortælle forbrugerne om, hvad landmændene arbejder med, så er det rigtigt ærgerligt. Alle de initiativer, vi tager, skal være datadrevet, så vi er også helt trygge ved, at nogen kigger os efter i sømmene både med henblik på vores kommunikation og det program, der ligger nedenunder", siger hun.

Derfor går Danish Crown også ind i en kommende retssag med åben pande.

"Vi siger: Lad os tage den klimaretssag - lad os få det op på bordet og klarhed over, hvordan gør vi den på den rigtige måde", siger hun.

Men vil en retssag kunne give et svar på det?

"Vi har ikke haft en sag tidligere på den måde, så jeg håber, at vi ad den vej kan få en afklaring. Men der kommer til at gå halvandet til to år, før vi har en dom i den sag", siger hun.

Vil nå forbrugerne på anden vis

Indtil videre må forbrugerne altså undvære klimainformationerne i køledisken. I stedet arbejder Danish Crown på andre metoder til at nå ud til forbrugerne.

"Som forbrugerne vil man vel gerne høre, det tror jeg i hvert fald på, hvilke virksomheder, der gør sig umage med og arbejder aktivt med at reducere CO2-aftryk og bæredygtighed. Hvis man ikke må kommunikere om det, så taber vi jo i kommunikationen", siger hun.

Hun opfodrer landmænd til selv at fortælle vidt og bredt, hvad de gør.

"Jeg kan kun opfodre de landmænd, der er ude på sociale medier, at fortælle om de initiativer, de arbejder med ude på gårdene – og det kommer vi også til at gøre", siger hun.

Men det er ikke noget, som forbrugerne kommer til at kunne forholde sig til nede ved køledisken?

"Nej, ikke som det ser ud lige nu", siger hun.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle